Hedebølge har ramt Washington DC: Præsident mistede hovedet

Mathias Madsen

25 uger siden

|

25/06/2024
Udland
Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia Commons
Tirsdag smeltede en tidligere amerikansk præsidents hoved, da temperaturerne i den amerikanske hovedstad oversteg 35 grader.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Flere steder i verden oplever man i disse dage hedebølger. Det gælder blandt andet i Grækenland og Indien, og selvom vi også har godt vejr og lune temperaturer herhjemme, så er det ikke så varmt som på USA's østkyst.

I blandt andet hovedstaden, Washington DC, er man nemlig ramt af en hedebølge, og temperaturerne har således ramt næsten 40 grader de sidste par dage, og det er ikke alle, der har kunne holde til varmen.

Ifølge BBC er én af dem, som har "mistet hovedet" i varmen den tidligere amerikanske præsident Abraham Lincoln, som bekendt døde 1865, da han blev myrdet i Ford's Theatre i den amerikanske hovedstad.

Det er derfor naturligvis heller ikke den ægte præsident Lincoln, der er tale om, men derimod en voksfigur af USA's 16. præsident, som har mistet hovedet.

Den store voksfigur, som blev rejst på Camp Barker i Washington DC i september sidste år, er nemlig smeltet i varmen.

Voksfiguren er en to meter høj miniature udgave af mindesmærket Lincoln Memorial, og selvom figuren har stået udenfor næsten uafbrudt siden september sidste år, så kunne den altså ikke holde til de høje temperaturer, som disse dage har ramt hovedstaden.

Først begyndte figurens hoved nemlig at hænge, hvorefter arme og ben begyndte at boble, og til sidst faldt hovedet helt af. Nu står figuren derfor tilbage uden hovedet, og der stikker blot en wire ud af halsen på den. Et nyt hoved er dog på vej!

Kunstinstallationen er en "direkte kommentar til DC's historie om borgerkrigstids smuglervarelejre," lyder det på voksfigurens hjemmeside, og den er betalt af non-profit organisationen CulturalDC, som også har finansieret lignende værker af andre populære monumenter og kulturelle symboler.

De høje temperaturer ventes at fortsætte i Washington DC resten af ugen.

Abraham Lincoln var USA's 16. præsident, og han er særligt kendt, fordi han var præsident under borgerkrigen i 1861-1865 og derfor anses som medvirkende til afskaffelsen af slaveriet i USA.

Han anses i dag som én af de vigtigste og største præsidenter i USA's historie. Lincoln blev skudt i Ford's Theatre d. 14. april 1865, og han døde dagen efter af sine kvæstelser. Drabsmanden var Shakespeare-skuespilleren John Wilkes Booth.