Hans kollega blev ved med at tage æren for hans arbejde: Til sidst tog han en brutal hævn

Nicolai Busekist

3 dage siden

|

23/03/2025
Udland
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
En mand blev så træt af, at hans kollega tog æren for hans arbejde, at han valgte at tage hævn.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En mand har fået stor ros for at have afsløret en kollega, der konstant tog æren for andres arbejde. Den pågældende softwareingeniør forklarede, at han skriver kode, tester og implementerer den i systemerne - men en af hans kolleger blev ved med at tage al æren for arbejdet.

For at sætte en stopper for dette lagde han en plan om at ydmyge kollegaen foran ledelsen, så de kunne se den sande natur af den person, de havde ansat.

"En af mine kolleger, Steve, havde for vane at tage æren for andres arbejde foran ledelsen. Han er ikke en dårlig udvikler, men han elsker at få det til at lyde, som om han laver meget mere, end han faktisk gør," skrev han i et opslag på Reddit ifølge Mirror.

"Jeg er ret introvert, så jeg plejer ikke at sige meget i møder, medmindre det er nødvendigt. At konfrontere nogen direkte falder mig ikke naturligt, så jeg plejer bare at lade tingene passere."

Men denne gang havde han fået nok og besluttede at tage sagen i egen hånd.

"Under et stort projekt brugte jeg flere dage på at rette en kompliceret fejl. Problemet var omfattende, og rettelsen skulle fungere på tværs af forskellige dele af koden. Hvis man ikke selv havde arbejdet med det, var det ret svært at forstå. Efter en masse tests lykkedes det endelig at få det til at fungere," skrev han.

"Ved det næste teammøde, før jeg overhovedet nåede at sige et ord, sprang Steve ind og begyndte at forklare min løsning, som om det var hans. Han blev ved med at sige ting som 'Vi besluttede at...' og 'Vores tilgang var at...', så det lød som om, han var hjernen bag det hele. Jeg blev irriteret, men jeg holdt mund."

Men da en ny fejl opstod dagen efter, besluttede han at holde sig i baggrunden og lade Steve tage sig af den - velvidende hvilken hovedpine det ville give ham.

"Vores chef vendte sig mod Steve og sagde: 'Eftersom du arbejdede på dette, kan du så ikke lige fikse det?'. Og det var dér, det sjove begyndte," fortsatte han i sit opslag.

"Steve frøs. Problemet var, at hvis man ikke selv havde skrevet koden, var det ikke let at forstå, hvordan det hele hang sammen. Han anede ikke, hvor han skulle starte."

"Han prøvede at trække tiden og sendte mig endda en besked, hvor han spurgte, om jeg hurtigt kunne forklare logikken bag koden. Jeg fortalte ham, at jeg var optaget, men at jeg ville tage fat i ham senere. Det gjorde jeg aldrig."

Efter fem hårde timer indrømmede Steve endelig over for ledelsen, at han ikke havde skrevet den del af koden og havde brug for hjælp. Den rigtige mand trådte derefter til og løste problemet på kun 10 minutter, hvilket førte til ros fra chefen, mens Steve måtte se til.

"Vores chef kom hen og roste mig. Vi talte lidt sammen, og inden han gik, sagde han bevidst, hvor fantastisk det var at have én på teamet, der rent faktisk forstod, hvad vi arbejdede med. Steve sagde ikke et ord," skrev han til slut.

Opslaget har naturligvis affødt en lang række reaktioner fra andre brugere, hvoraf flere har stået i samme situation på deres egen arbejdsplads.

"Jeg havde en fyr, der gjorde det samme. Han plejede at fjerne en tom linje i koden, så han kunne få en 'commit'. Han gjorde det mod næsten alle - så prøvede han også at gøre det mod mig. Jeg ydmygede ham foran hele teamet, udspurgte ham om rettelsen og viste derefter hans tomme 'commit' på skærmen. Det var sjovt at se ham prøve at forklare det," skrev en bruger.

"Desværre fungerer 'fake it till you make it' ikke med kode. Enten ved du det, eller også gør du ikke," lød det fra en anden.

"Du bør virkelig begynde at sige fra. At være introvert gør det svært, men jeg har fundet ud af, at hvis du har nogle faste sætninger klar, bliver det lettere. Sætninger som: 'Da jeg skrev koden, fandt jeg...' eller 'Tak Steve, men i forhold til...' kan hjælpe dig med at komme i gang. Bliv ved med at øve dig, og du vil se en stor forskel," skrev en tredje.