Han blev dømt for drabet på hendes bror: Nu er de blevet gift

Nicolai Busekist

173 uger siden

|

19/08/2021
Udland
Foto: YouTube
Foto: YouTube
De begyndte at sende breve til hinanden, da han sad i fængsel for drabet på hendes halvbror. Nu er de blevet gift

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En kvinde fra Ohio er blevet gift. Det er der intet uvant i. At hun er blevet gift med manden, der har siddet i fængsel i 32 år for drabet på hendes halvbror, tilføjer dog et nyt aspekt til historien.

Kvinden, der hedder Crystal Straus, er blevet gift med John Tiedjen, der blev dømt for drabet på Crystals halvbror i 1989. Han blev fundet skyldig i at have skudt sin ven, Brian McGary, under et skænderi.

Det skriver New York Post.

John Tiedjen afsonede 32 års fængsel for mordet på Bryan McGary. Mens han sad bag tremmer, begyndte han og Crystal Straus, der er Bryan McGarys halvsøster, at udveksle breve med hinanden.

For nylig blev nye beviser fundet, og dommen blev derfor omstødt. Blot to uger efter, at John blev løsladt fra fængslet, er han og Crystal nu blevet gift.

"Folk kommer ikke til at forstå vores forhold, og det har jeg det fint med," sagde Crystal Straus til Inside Edition.

Brylluppet måtte finde sted i forhaven ved det hus, hvor John er i husarrest. Han venter nemlig på, at hans nye retssag starter. Under brudgommens løse bukser sad der derfor også en elektronisk fodlænke.

Crystal har udtalt, at hun er overbevist om Johns uskyld, hvilket hun påstår at have været siden hun begyndte at sende breve til ham. Det er disse brevudvekslinger, der senere udviklede sig til et forhold.

"Jeg sagde til ham, at jeg elskede ham, og han endte med at spørge mig, om jeg ville gifte mig med ham," sagde Crystal, og fortsatte:

"Ærligt talt, så er han en meget følsom person. Det var faktisk det, jeg fandt tiltrækkende ved ham."

Da hun blev spurgt om, hvad der ville ske mellem de nygifte par, hvis John bliver sendt tilbage i fængsel, svarede Crystal blot, at hun ikke kan forestille sig, at det sker.

Den nye retssag tager sin begyndelse den 31. august.