Folk jubler verden over: Anklager vil nedsætte Menendez-brødrenes straf efter Netflix-serie

Kamille Isaksen

4 uger siden

|

25/10/2024
Udland
Foto: Bella1105 / Shutterstock.com
Foto: Bella1105 / Shutterstock.com
Netflix-serien kan vise sig at være altafgørende for de to brødre.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Brødrene Erik og Lyle Menendez har i årtier været kendt verden over, men deres historie har på det seneste fået en fornyet bølge af opmærksomhed, efter at en populær Netflix-serie om dem har taget verden med storm.

Serien har givet indblik i de grufulde begivenheder og det komplekse baggrundsmotiv, og mange seere har slugt samtlige afsnit på én dag.

Nu tyder det på, at den massive interesse kan få en afgørende betydning for brødrenes skæbne, da sagen har taget en ny, potentielt livsændrende drejning.

På et pressemøde torsdag meddelte George Gascon, distriktsanklager i Los Angeles, at han vil anbefale en ændring af straffen for brødrene Menendez, som i 1989 blev idømt livstid for drabet på deres forældre.

Sådan skriver Politiken.

George Gascon begrunder sin anbefaling med nye beviser, der peger på, at brødrene kan have været udsat for omfattende seksuelt misbrug fra deres far, og han mener nu, at en lempelse af deres straf er rimelig.

Brødrene, der har afsonet 34 år af deres straf, blev som unge dømte for at have dræbt deres forældre i familiens hjem i Beverly Hills.

Deres far, Jose Menendez, blev skudt i baghovedet, mens moderen, Kitty Menendez, blev skudt hele 15 gange.

På daværende tidspunkt argumenterede anklagemyndigheden for, at drabene blev begået for at sikre adgang til en stor arv.

Imidlertid har deres forsvarere og støtter i årevis hævdet, at brødrene handlede i desperation efter mange års misbrug og af frygt for yderligere vold.

Gascon uddyber, at han vil foreslå en ændring af straffen til "50 år til livstid" med mulighed for prøveløsladelse, idet han peger på brødrenes unge alder ved gerningstidspunktet.

Lyle var blot 21 år, og Erik 18 år, da forbrydelsen blev begået, hvilket ifølge Gascon betyder, at de nu kunne være berettigede til prøveløsladelse.

Serien på Netflix, *Monstre*, som blev udgivet i september, har skabt nyt fokus på brødrenes sag og deres udsagn i retten.

På de sociale medier er nyheden blevet taget godt imod, og du kan se en af reaktionerne her: