Christie Elan-Cane identificerer sig selv som kønsneutral og foretrækker at bruge stedordene per/per fremfor hun/hende eller han/ham. Elan-Cane har kæmpet for kønsneutrales rettigheder i over 25 år, og især forsøgt at få staten i Storbritannien til at anerkende, at man kan være kønsneutral.
Det har Elan-Cane blandt andet gjort ved i juli i år at appelere til højesteretten om, at det bør være muligt at få et kønsneutralt pas, hvor man kan registreres som 'X'-kønnet.
Sagen er den første trans-borgerrettigheds sag som har været for højesteretten i Storbritannien nogensinde. Christie påstår, at processen for at få lavet pas, hvor man skal indikere sit køn er ulovlig og diskriminerende, da man kun kan vælge mellem mand eller kvinde.
Onsdag, d. 15. december, afsagde højesteretten dom, og den øverste leder for højesteretten i Storbritannien, Robert Reed, udtalte, at retten "enstemmigt afviste" Elan-Canes appel.
Ifølge the Metro udtalte Reed: "Udfyldningsformen berører borgerens køn som en biologisk detalje, som kan bruges til at bekræfte vedkommendes identitet ved at holde det op imod et eventuelt fødselscertifikat, et adoptions- eller kønsbestemmelsesbevis eller andre officielle dokumenter. Det er derfor kønnet, som er bestemt af lovpligtige årsager og dokumenteret i dokumenterne, som er relevant."
Ifølge Unilad mener den britiske regering, at 'X'-køn i pas ville have "ugunstige implikationer i forhold til sikkerheden" og have "betydelige administrative omkostninger", hvilket højeretten altså gav regeringen ret i.
Flere lande tillader dog kønsneutrale pas, det er blandt andet lande som Australien, Østrig, Canada, Tyskland, Island, Indien, malta, Holland, New zealand, Nepal, Pakistan og Uruguay. Det skriver Pink News. I 2021 udstedte USA også for første gang et kønsneutralt pas, hvor kønnet var anført som 'X' fremfor mand eller dame, det skriver Berlingske.
Et andet land hvor kønsneutrale pas er en mulighed er Danmark. Herhjemme har det desuden siden 2014 været muligt at skifte CPR-nummer, så man som kvinde kan få et CPR-nummer med et ulige tal til sidst eller omvendt.
Kønsneutrale pas godkendes da også af FNs internationale regler om rejsedokumenter, og er man for eksempel dansker med et kønsneutralt pas, så vil det også blive godkendt som dokumentation ved indrejse i Storbritannien.
Elan-Cane udtaler afslutningsvis, at sagen ikke stopper her, og at sagen bliver først videre i den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, hvor Elan-Cane forventer at vinde sagen, da afvisningen angiveligt er et brud på retten til respekt for privatliven, som er garanteret af artikel otte i den europæiske menneskerettighedskonvention.