Det gør ondt at miste et familiemedlem – og det kan ligeså vel være et dyr, som et menneske.
Onsdag morgen oplevede normanden Ole Christian Hveberg at miste sin hund Hunter på tragisk vis:
Makkerparret var på hjortejagt i en skov i området Rendalen ved Hedmark nordøst for Lillehammer, skriver mediet Dagbladet.
Det tog kun femten minutters tid, før Hunter fik færden af en hjort og stak i løb. Lynhurtigt mistede Ole ham af syne, men tænkte at det var okay, da Hunter havde en gps-sender på sig, så han let kunne spores.
- Da jeg kom op på toppen af en bakke, så jeg, at signalet næsten ikke rørte på sig, efter at jeg havde mistet det kort. Dér løb det koldt ned af ryggen på mig, og jeg begyndte at løbe alt hvad jeg kunne, fortæller en knust Ole til mediet.
På facebook skrev han samme dag, hvad der skete;
- Klokken 06:45 i morges havde du din første hjortejagt. Klokken 07:30 endte den brat i gabet på ulven(e). Den forbandede “berigelse”. Sidder igen som ét stort spørgsmålstegn med sorg og vrede i mig. Beklager, at jeg tog dig med ud og lave det, du allerbedst kan lide, Hunter.
Jægeren kritiserer dermed "rovdyrspolitikker", der ikke tager højde for, at ulve formerer sig og bevæger sig over grænser, hvorfor man ikke nødvendigvis kan styre bestanden eller deres adfærd, hvis man tillader dem i et område som dalen her.
Hunter havde uhelbredelige skader på lår, hals og flere andre steder på kroppen efter ulveangrebet, og Ole Christian Hveberg måtte derfor selv bære sin bedste ven ud af skoven, væk fra dét, der skulle blive hans sidste jagt.
Ole Christian Hveberg mener, det er et spørgsmål om tid, før ulvene angriber et menneske, og han håber derfor, at hans opslag kan sætte fokus på problemstillingen.