Breiviks far reagerer på retssagen: "Anders slipper ikke ud"

Mathias Madsen

152 uger siden

|

21/01/2022
Udland
Foto: Skærmbillede fra fotointerview med 'Bild'
Foto: Skærmbillede fra fotointerview med 'Bild'
En af Europas nok mest kendte terroristers far har udtalt sig om den igangværende retssag om en eventuel prøveløsladelse, og det er ikke pæne ord, han har at sige om sin søn.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I et eksklusivt interview med den tyske storavis Bild, har den norske terrorist Anders Behring Breiviks far, Jens Breivik, udtalt sig om den igangværende retssag om hans søns eventuelle prøveløsladelse. Det skriver flere norske medier

På trods af Anders' lange forvaringsdom på mindst 21 år, har han nemlig ret til at søge om prøveløsladelse efter 10 års afsonet fængsel, og det er altså nu. Tirsdag startede retssagen derfor i den midlertidige retssal i gymnastikssalen i Skien fængsel, og retssagen forventes afsluttet i dag, fredag d. 21. januar.

Synes man, at det lyder vildt, at den dømte terrorist og massemorder måske kommer på fri fod, så kan man dog tage det roligt, da alt peger på, at hans anmodning om prøveløsladelse vil blive afvist. Ifølge TV2 har retspsykiateren således forklaret, at Breivik stadig er selvoptaget og psykopat, ligesom han var ved hans anholdelse. 

En anden som heller ikke støtter op om en eventuel prøveløsladelse er Anders' egen far. "Jeg kan ikke glemme hvad han gjorde," udtalte han således til tyske Bild og fortsatte: "Min søn dræbte 77 uskyldige og forsvarsløse mennesker. Det er selvfølgelig noget, jeg tænker meget over."

Faderen fortæller, at hændelse i 2011 selvfølgelig har påvirket ham og hans kone utrolig meget, og at de har måtte leve et tilbagetrukket liv siden. Breiviks mor, og Jens's kone, Wenche Behring Breivik, døde i foråret 2013, men har inden sin død ifølge BT udtalt, at hun "afskyr" sin søn.

Blomster på Utøya efter angrebet d. 22/7/11 / Foto: Shutterstock

"Jeg kan ikke sige, at jeg nogensinde får et normalt liv igen. Jeg ville ønske, jeg havde været i regeringsbygningen eller på Utøya på det tidspunkt, så han også ville have taget mig," udtalte Jens, inden han formede fingrene som en pistol og pegede mod sin egen tinding. 

I 2014 udgav den nu 86-årige mand bogen 'Min skyld? En fars historie', som handler om sønnen og hans frygtelige handlinger, og til Bild har han udtalt følgende om sønnens eventuelle prøveløsladelse: "[...]Anders slipper ikke ud af fængslet. Sandsynligvis ikke i de næste 20 år. Jeg vil ikke have, at han kommer ud."

Han fortæller desuden, at han ikke har haft kontakt med sin søn i mange år, og at han derfor ikke ved andet om ham end det, han læser i medierne. 

Jens Breivik har ikke ønsket at udtale sig om sønnen til andre medier, men henviser til hans interview med Bild.