Baywatch-stjerne er død

Mathias Madsen

8 uger siden

|

22/10/2024
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En af 90'ernes helt store stjerner er død.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I 90'erne var der ikke mange, som ikke fulgte med i den populære TV-serie Baywatch, der havde blandt andre Pamela Anderson og David Hasselhoff i hovedrollerne, men nu har serien desværre mistet én af de skuespillere, som medvirkede i rigtig mange afsnit.

Ifølge det internationale medie People er skuespilleren Michael Newman, der medvirkede som livredder i serien, nemlig død. Det har hans nære ven Matt Felker bekræftet.

Newman blev i 2006 diagnosticeret med sygdommen Parkinsons, og det er netop den sygdom, som her 18 år senere har kostet ham livet. Den elskede skuespiller blev kun 68 år gammel.

Inden sin død hjalp han i mange år med at samle penge ind til forskning i sygdommen, og han udtalte blandt andet for få år siden: "Det er en langsom dræber. Parkinsons-sygdom venter ikke på dig. Den bliver ved med at pløje sig ind. Det er en grusom ting. Symptomerne marcherer så langsomt fremad, at man næsten ikke mærker, at de ændrer sig."

Uundværlig for serien

Newman, der arbejdede som livredder og brandmand, før han medvirkede i Baywatch, var den eneste rigtige livredder, som medvirkede i den populære livredder-serie fra 90'erne.

Han blev ifølge eget udsagn først ansat som stuntman på tv-serien, men grundet hans viden inden for faget og hans evne til at udføre stunts i vandet, som ingen anden kunne, blev han brugt til at spille karakteren Michael 'Newmie' Newman, som var en løs karikatur af ham selv.

Den erfarne livredder endte da også ifølge Ekstra Bladet med at medvirke i hele 150 afsnit af serien, og det var således kun David Hasselhoff, som medvirkede i flere afsnit end Newman. Der blev lavet i alt 240 afsnit af og tre film om Baywatch i perioden 1989 til 2001.

Newman fortsatte efter seriens afslutning med at arbejde som brandmand og livredder, men nu vandt Parkinsons-sygdommen altså desværre over ham.

Han efterlader sig sin kone Sarah, to voksne børn og ét barnebarn på kun et år.

Baywatch er ifølge Guinness World Records den mest sete tv-serie nogensinde, da den menes at have haft ca. 1,1 milliarder seere ugentligt, da den blev sendt.

Serien blev sendt i 142 forskellige lande og på mange forskellige sprog.