Australske politikere: Børn uden vaccine mod mæslinger skal forbydes at gå i daginstitution

Emil Ryttergaard

404 uger siden

|

20/03/2017
Udland
Foto: Polfoto
Foto: Polfoto
En ny lov i Australien skal sikre, at alle børn vaccineres, inden de starter i børnehave eller vuggestue. Det holder nemlig børnene raske, viser flere erfaringer fra daginstitutionerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ingen adgang for børn, der ikke er vaccineret. 

Sådan lyder det seneste politiske forslag fra den australske premierminister Malcolm Turnbull, der vil have flere børn vaccineret, inden de starter i vuggestue eller børnehave, skriver Politiken

Den australske regering ønsker nemlig at hæve andelen af børn, der bliver vaccineret, fra 93 til 95 procent, da det vil stoppe spredningen af sygdomme, som i dag er en del af MFR-vaccinepakken mod røde hunde, mæslinger og fåresyge. 

I forvejen har den australske regering lagt pres på børnefamilier, der ikke går til lægen med deres børn. Siden 2016 har forældre, der ikke får børnene vaccineret, automatisk mistet deres offentlige tilskud til børnepasning. 

Og det virker. Flere forældre lader deres børn vaccinere, og børnene er mindre syge.

Med forslaget er det kun børn, der ikke kan tåle vaccinerne, der bliver fritaget for den nye lov. 

Interesseorganisationer har dog advaret regeringen om, at tvang vil ramme mange dårligt stillede forældre på pengepungen, og at mange vil kæmpe mod loven, da forslaget ses af mange forældre som et stort indgreb i den personlige frihed. 

Mens 93 procent af børnene er vaccineret i Australien - og man altså arbejder på at få tallet endnu højere op - så er det til sammenligning kun 89 procent af danske børn, der er vaccineret. Det er særligt i København og Nordsjælland, at vaccinerne bliver valgt fra.