Amerikanske storbyer drukner i hjemløse: Nu vil de smide dem i fængsel

Mathias Madsen

20 uger siden

|

05/07/2024
Udland
Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia Commons
Det er netop blevet endnu sværere at være hjemløs i USA.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Selvom hjemløshed også fortsat er et problem i Danmark, så er antallet af hjemløse i Danmark ikke i nærheden af antallet af hjemløse i USA.

Den seneste optælling i Danmark, som er fra 2022, viser således ifølge Vive, at der lever mindre end 5800 borgere (svarende til mindre end én promille af Danmarks befolkning) som hjemløse i Danmark, og tallet i 2024 er formentlig lavere. I USA er tallet ifølge Information mere end 600.000 (svarende til to til tre promille af USAs befolkning).

Dertil kommer, at rigtig mange af USAs hjemløse samles i storbyer, og i byer som New York City, Las Vegas og Los Angeles har man derfor store problemer med hjemløse, som fylder i gadebilledet.

Problemet har særligt været stort siden 1980'erne, og man har i mange år forsøgt at finde løsninger på det, men nu har den amerikanske stat givet byerne lov til at tage drastiske midler i brug.

En nylig dom fra Højesteret i USA har nemlig slået fast, at myndighederne i de forskellige stater er i deres gode ret til at anholde hjemløse og uddele bøder og endda om nødvendigt fængsle dem; blot fordi de sover eller tager permanent ophold på gaden.

Det skriver BBC.

Håbet er, at de nye og hårdere metoder til håndtering af hjemløse kan gøre op med såkaldte hjemløse-lejre, som ses rundt omkring på gaderne i amerikanske storbyer, og som er eksploderet i antal efter coronapandemien.

Flere hjemløse og eksperter på området mener dog, at fængsling og uddeling af bøder blot vil fjerne "problemet" fra et sted til et andet eller sågar forværre problemet.

"Denne taktik skubbet blot lorten ned ad gaden. Helt sikkert, du rydder måske op på én gade, men personerne, som man anholder, vil uden tvivl komme tilbage," har Scout Katovich, der er advokat med speciale i hjemløshed og de medfølgende problemer, udtalt.

Anthony, der er hjemløs i den amerikanske storby Los Angeles, og som allerede har oplevet at blive konfronteret af politiet med de nye regler, kritiserer også de hårde metoder. Han mener ikke, at det er proportionelt.

"Nogle nætter får jeg ikke nogen søvn. Jeg har været træt hele dagen. Jeg vil bare gerne ligge et behageligt sted og få en god lur. Det er det," har han forklaret og understreget: "Jeg generer ikke nogen."

Antallet af hjemløse i USA er steget med 11 % fra 2022 til 2023, og man frygter, at det fortsætter med at stige. Til sammenligning er antallet af hjemløse i Danmark faldet med ca. 10 % de seneste tre år.