Det er heldigvis ved at være flere år siden, at ordene "corona" og "covid-19" fyldte i mediebilledet og dagligdagen, men det betyder ikke, at sundhedsmyndighederne rundt omkring i verden kan slappe af.
Det sker nemlig regelmæssigt, at der sker pludselige udbrud af mere eller mindre kendte vira eller bakterier, og senest har man i Norge oplevet en bekymrende stigning i tilfælde af én særdeles godt kendt bakterie.
Ifølge det norske medie NRK er antallet af smittetilfælde med salmonellabakterien typhimurium nemlig steget usædvanligt meget i Norge i år, og særligt siden april har de norske sundhedsmyndigheder registreret mange tilfælde.
Indtil videre er 33 personer diagnosticeret med salmonellainfektion hos vores norske naboer, og det er altså væsentlig flere end normalt. "Især siden april måned har vi set en stigning i tilfælde [...] i Norge i forhold til de seneste tre år," har læge Hilde Marie Lund således forklaret.
Særligt bekymrende er det, at sundhedsmyndighederne i landet ikke har nogen ide om, hvorfor smitten stiger. Smittetilfældene findes nemlig over hele landet og på tværs af alle aldersgrupper, og det er derfor svært at sige noget om, hvad der har forårsaget den pludselige stigning i antallet af smittede.
De norske sundheds- og fødevaremyndigheder og Veterinærinstituttet i Norge holder derfor skarpt øje med udviklingen og har skærpet overvågningen af alle de bekræftede tilfælde i landet mod nord.
Potentielt dødelig
Salmonelleinfektion er ifølge Statens Seruminstitut en forholdsvis udpræget mave-/tarminfektion, som der registreres flere hundrede tilfælde af om året i Danmark. Varianten s. typhimurium, som er den, man ser i vækst i Norge i øjeblikket, er dog mere sjælden.
Senest blev salmonella typhimurium opdaget i Danmark i 2020 og 2021, hvor der samlet blev registreret 45 tilfælde.
En salmonellainfektion viser sig hyppigst ved opkast, diarré og generel ubehag, men infektionen kan også føre til for eksempel blodforgiftning og dermed være dødelig.