En alvorlig hændelse udspillede sig tirsdag eftermiddag i Hjortekær ved Kongens Lyngby, hvor en 85-årig mand brød i brand på åben gade.
Episoden udløste en større udrykning fra Nordsjællands Politi.
Det skriver flere medier, heriblandt Ekstra Bladet.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 17.46, efter forbipasserende slog alarm ved Vejporten. Ved ankomsten fandt politiet en svært forbrændt mand med rollator, som trods sine skader var i stand til at tale med patruljen.
"Patruljer har talt med manden, som nu er på vej til traumecentret," oplyser vagtchef Jakob Tofte fra Nordsjællands Politi.
Efter de første undersøgelser vurderer politiet, at der ikke er tegn på en kriminel handling. Alligevel arbejder man fortsat på at klarlægge hændelsesforløbet.
"Vi laver de undersøgelser, vi skal, og taler med de folk, vi kan, og så skal vi selvfølgelig have fundet ud af, hvad årsagen til det her helt præcist er," siger vagtchefen.
Området omkring Vejporten var kortvarigt spærret af, men trafikken blev hurtigt genåbnet, efter politiets tekniske undersøgelser på stedet blev afsluttet.