De fleste troede nok, at corona var noget, som hører fortiden til.
Men sådan er det desværre ikke.
For selvom vi de sidste mange måneder har oplevet et lavt antal smittetilfælde i Danmark, så får piben inden længe en anden lyd.
Ikke desto mindre har Sundhedsstyrelsen i Danmark foretaget ændringer i deres retningslinjer for håndtering af COVID-19.
Og ligesom i december 2022, hvor der blev foretaget betydelige lempelser i retningslinjerne så fortsætter den seneste opdatering denne tendens ved at forkorte og opdatere vejledningen.
Det løfter Sundhedsstyrelsen sløret for i en pressemeddelelse.
Her lægger de vægt på, at COVID-19 i vid udstrækning skal behandles som andre luftvejssygdomme. Dette skift i tilgangen afspejler en gradvis normalisering i håndteringen af virusset.
Dog understreges det i samme ombæring, at der stadig er patienter med COVID-19, som kræver test og behandling inden for sundhedsvæsenet. I denne sammenhæng anbefales det, at personer med relevante symptomer testes for COVID-19, hvis en læge vurderer det nødvendigt, især hvis patienten er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb og falder ind under målgruppen for tidlig behandling.
Interessant nok anbefales det dog ikke længere, at personer uden symptomer bliver testet.
I december 2022 valgte Sundhedsstyrelsen at sidestille coronavirus med andre sygdomme og anbefalede ikke længere, at man isolerede sig ved en positiv test. I stedet blev det anbefalet, at man skulle blive hjemme, hvis man følte sig syg, for at forebygge smitte med både coronavirus og influenza.
Line Raahauge Hvass, konstitueret enhedschef i Sundhedsstyrelsen, lægger heller ikke skjul på vigtigheden af at forebygge smitte med alle former for luftvejsinfektioner.
Hun påpeger, at også influenza kan medføre alvorlig sygdom hos ældre og kronisk syge og belaste sundhedsvæsenet. Ved håndtering af patienter med symptomer på luftvejsinfektion i sundhedsvæsenet anbefales det generelt, at sundhedspersonalet følger de nationale infektionshygiejniske retningslinjer.