96-årige Asbjørn græder på sit plejehjem i Norge: Nu vil han flytte til Danmark

Ninna Andreasen

430 uger siden

|

19/09/2016
- Jeg har set min far græde to gange i sit liv. Den ene gang var, da han mistede min mor, sin kone, og den anden gang var på plejehjemmet, lyder det fra datteren Elin.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mødet med ældreplejen i Norge har efterladt den 96-årige Asbjørn Abelsen så frustreret, at han nu flytter til Danmark sammen med sin 66-årige datter.

Nordmanden har de sidste fem måneder flyttet flere gange. Nu har han boet på plejehjemmet i Haugesund i cirka en måned. En af hans første oplevelser var at blive flyttet ind i et dobbeltværelse, hvor han skulle bo med en vildtfremmed, skriver norsk TV2

Historien vækker voldsom debat i Norge, efter den 96-årige og datteren er stået frem for at fortælle, at de ikke klarer tumulten i den norske ældrepleje længere.

Den ældre mand siger, at han er meget forvirret over flytningerne frem og tilbage mellem enkeltværelser, dobbeltværelser og i nogle perioder eget hjem.

Den 66-årige datter, Elin Berglund, som selv er pensioneret sygeplejerske, er lige så frustreret over situationen som sin far. På seks dage, hvor faren boede hos hende, var der 12 forskellige medarbejdere fra ældreplejen.

- Jeg vil ikke have, at dette skal være min fars sidste år. Han bliver helt urolig af det, siger hun.

Derfor flytter hun nu med sin 96-årige far til Danmark, hvor hjemmeplejetilbuddene er kendt for at være bedre end i Norge.

- Man kan gøre som mange gør. Resignere og sige, at sådan er det bare. Jeg har ikke lyst til det, fordi jeg ser, at han ikke har det godt. Jeg ser, at han bliver forvirret. Han lider, siger Elin Berglund.