Én af de helt store fordele ved streaming frem for almindeligt kabel-tv er naturligvis, at man selv vælger hvad man vil se, og hvornår man vil se det.
Det er dog også en kæmpe bonus, at man slipper for at bruge adskillige minutter mellem hvert afsnit - og måske endda midt i afsnittene - på at se en åndssvag reklame for hundemad eller høre om, hvor langt den nyeste Skoda-model kan køre på literen.
Det kan dog være fortid for nogle streamingbrugere.
Streaminggiganten Netflix meldte nemlig i slutningen af april ud, at de overvejede at indføre reklamer på deres streamingtjeneste, og én af direktørerne bag det enorme firma, Ted Sarandos, har nu officielt meldt ud, at det bliver en realitet.
Det skriver Gamingbible.
Udmeldingen kommer efter en periode, hvor Netflix har oplevet den største nedgang i antallet af brugere i 10 år, hvilket førte til, at virksomheden mistede $50 milliarder (353 milliarder kroner) i værdi på blot 24 timer.
Man skulle tro, at reklamer før film og serier kun vil få flere kunder til at flygte, men ændringen er faktisk et forsøg på at skaffe flere kunder.
De almindelige Netflix-abonnementer bliver nemlig ikke ændret, men streamingtjenesten vil derimod oprette en helt ny og billigere form for abonnement, hvor man til gengæld for den billige pris skal trækkes med reklamer.
På scenen til Cannes Lions festivalen udtalte Sarandos således forleden, at virksomheden håber på at skaffe et "stor kundesegment" ved hjælp af den nye og billigere abonnementstype.
Han understregede i samme omgang, at det vil være en helt ny form for abonnement, og at nuværende brugere med et almindeligt abonnement ikke vil opleve reklamer.
"Vi har efterladt et stort kundesegment [...], hvilket er folk, som siger: 'Hey, Netflix er for dyrt for mig, og jeg er ligeglad med reklamer'. Vi tilføjer et reklame-abonnement, vi tilføjer ikke reklamer til Netflix, som du kender det i dag," har Sarandos således forklaret og uddybet, at det nye abonnement altså er til folk, som gerne vil have et billigere streamingabonnement.
Indtil videre er det ikke bekræftet, hvornår den nye abonnementtype kommer på markedet, men rygtet lyder, at det bliver inden årsskiftet.