På TV er Jesper Buch kendt som en hård hund, når han stiller dybdegående spørgsmål til håbefulde iværksættere i DR-programmet ‘Løvens Hule’.
Det er for alvor gennem dette program at Jesper Buch er blevet alment kendt i den brede offentlighed.
Før Løvens Hule har Jesper Buch brugt megen tid som iværksætter, hvor han formentlig er mest kendt for at have stiftet Just Eat, som i 2020 blev solgt til Takeaway.com for over 50 milliarder kroner.
Jesper Buch solgte dog sin sidste andel af virksomheden i 2011.
Jesper Buch har foruden skabelsen af Just Eat forfattet bøgerne ‘All-In’ og ‘Kick Ass’.
Trods et travlt liv med en del arbejde, så har Jesper Buch også haft tid til at finde kærligheden.
Det fortæller han nu til Euroman, hvor navnet på kæresten også afsløres. Det har han i den sveneske dj og technoproducer Ida Engberg, som han faldt for, da de faldt i snak på den spanske ferieø Ibiza.
Ida Engberg.Foto: Instagram
“Jeg har aldrig været gladere, end jeg er nu. Jeg er faktisk pisseforelsket. Det sagde bare smask, da jeg mødte min nye kæreste,” fortæller Jesper Buch til Euroman.
Jesper Buch er ydermere meget fortrøstningsfuld over for fremtiden med sin svenske kæreste, som han håber at tilbringe resten af livet med.
“Men selv, hvis ikke det sker, så vil jeg glæde mig over, at jeg i en alder af 46 år kan få den følelse, som jeg har lige nu,” fortæller iværksætteren, og tilføjer, at han “lever sit bedste liv og nu for alvor føler, han høster frugterne af mange års hårdt arbejde.”
Foto: Instagram