Regeringen ønsker i sit finanslovsforslag at reducere med 1.000 statslige ansatte. Derfor har de lavet et katalog over opgaver, der kan reduceres eller falde bort. En af de opgaver er politiets hidtidige veto ift. hastighedsgrænser og andre trafikale tiltag, så det alene er vejmyndigheden (typisk kommunen), der har ansvaret.
Direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag, er meget begejstret for det forslag:
- At få lagt beslutningen om hastighedsnedsættelser ud til kommunerne er noget, som vi har kæmpet for længe. Igen og igen har vi hørt fra kommunerne, at de er dybt frustreret over ikke at kunne bruge hastighedsnedsættelser i arbejdet for at gøre det mere trygt og sikkert at være cyklist, fordi de har fået nej fra deres lokale politikreds, siger Kenneth Øhrberg Krag i en pressemeddelelse.
Netop i disse måneder kæmper Cyklistforbundet med den aktuelle underskriftskampagne ’30 er det nye 50’ for at få ændret Færdselsloven, så 30 km/t bliver den nye normalhastighed i byområder, og hurtigere og farligere hastighed bliver undtagelsen. Så kan kommunerne - efter en konkret vurdering - tillade hurtigere hastighed de steder, hvor det ikke går ud over cyklister og gåendes trafiksikkerhed.
Ikke i mål, men et godt skridt
I Cyklistforbundet glæder man sig over, at regeringen har lyttet, og Kenneth Øhrberg Krag opfordrer alle partier til at stille sig bag regeringens forslag om det såkaldte opgavebortfald hos politiet.
- Vi er med regeringens forslag ikke i mål. Men det er et godt skridt på vejen for at gøre det mere attraktivt og sikkert at være cyklist de steder i vores byer, hvor vi bor, arbejder og går i skole.
- Mange kommuner oplever, at den lokale politikreds siger nej til hastighedsnedsættelser. Hvis forslaget bliver vedtaget, får de meget bedre muligheder for at skærpe trygheden og trafiksikkerheden for cyklister, siger Kenneth Øhrberg Krag.
Han opfordrer desuden til, at der med en vedtagelse følger en forankring i fx Vejdirektoratet, som sikrer en hensigtsmæssig forvaltning af kommunernes nye mandat.