Lørdag startede arbejdet: Vejdirektoratet varsler kø og forsinkelser de næste mange uger

Mathias Madsen

19 uger siden

|

11/08/2024
Trafikken
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
De københavnske trafikanter skal væbne sig med tålmodighed de næste mange uger.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

750.000 danskere pendler hver dag mindst 20 km hver vej til og fra arbejde, og rigtig mange af disse vælger bilen som deres primære transportmiddel.

Tusindvis af danskere oplever derfor dagligt at sidde i kø på grund af trafik, ulykker og vejarbejde, og netop sidstnævnte kommer særligt de københavnske pendlere til at støde meget på de næste mange uger.

Sådan lyder advarslen fra Vejdirektoratet, som ifølge TV2 Kosmopol i en pressemeddelelse har advaret om, at et omfattende stykke vejarbejde lørdag gik i gang på Motorring 3 ved København.

Vejarbejdet finder sted på en syv kilometer lang strækning på motorvejen mellem Slotsherrensvej ved Rødovre og motorvejskryds Brøndby i sydgående retning, og det forventes at forløbe helt ind til begyndelsen af oktober.

I den periode skal den nuværende asfalt udskiftes, og vejarbejdet bliver udført af tre omgange, hvoraf første omgang - som gik i gang lørdag - fokuserer på strækningen fra Slotsherrensvej til motorvejskryds Røvovre.

Efterfølgende går henholdsvis anden og tredje omgang i gang. Vejarbejdet er delt op i tre i et forsøg på at påvirke trafikken mindst muligt.

Dette er også årsagen til, at vejarbejdet kun vil finde sted i aften- og nattetimerne. Der vil således blive arbejdet på vejen i hverdagene i tidsrummet kl. 19.00 til kl. 05.00 og i weekenderne kl. 19.00 til kl. 07.00.

Alligevel forventer Vejdirektoratet, at trafikanter i perioder kommer til at opleve "en del" kø og forsinkelser på grund af det omfattende vejarbejde.

Sådan lyder det i pressemeddelelsen, hvori man desuden kan læse, at vejarbejdet ifølge Vejdirektoratet uundgåeligt vil få "stor effekt" på trafikken på strækningen.

Motorring 3 er én af de mest anvendte og centrale motorveje i Danmark, og den bliver brugt af ca. 130.000 biler i døgnet.