I februar skete det for hver fjerde bil: Nu breder ny tendens sig i trafikken

Emil Martesen

36 uger siden

|

01/03/2024
Trafikken
Foto: Google Street View
Foto: Google Street View
I februar skete det for hver fjerde bil.

Dagens topnyheder

Februars bilsalg lå på et stabilt niveau sammenlignet med samme måned sidste år, men andelen af privatleasing vokser, og blev i februar brugt som finansieringsform til hver fjerde indregistreret bil.

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.

Bilsalget i februar bød på 11.218 nye biler og lå dermed på et stabilt niveau i forhold til samme måned sidste år - dog med et lille fald på 3 procent. Der har dog ikke været stille på bilmarkedet, som har oplevet flere andre forskydninger. Blandt andet er der over årene sket en markant stigning i andelen af privatleasing, der udgjorde 24 procent af de nye biler i februar 2024 mod 17 procent i februar 2023 og 13 procent i februar 2022:

"Der er stor appetit på biler blandt danskerne og god aktivitet i landets showrooms. Samtidig kommer de store forandringer og udsving på markedet med en grad af usikkerhed, som påvirker forbrugernes købsadfærd. Flere efterspørger sikkerhed og fleksibilitet, når de skal have ny bil, og her er privatleasing en oplagt mulighed, som er blevet betydeligt mere populær over de seneste år", siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

Elbilerne er tilbage på sporet

Ovenpå januar måned, hvor andelen af elbiler lå på det laveste niveau i flere måneder, som resultat af en midlertidigt højere registreringsafgift, er andelen af elbiler igen vokset i februar. Der blev i februar registreret 4.974 nye elbiler, og de udgjorde 44 procent af alle nyregistreringer, hvilket betyder, at knap hver anden nye bil var en elbil:

"Selvom elbilsalget fik en lidt hård start på 2024, har vi store forventninger til året. Elbilerne fylder gradvist mere i bilsalget og vi har en forventning om, at elbiler kommer til at udgøre over 50 procent af alle nye biler i år. Det gavner den grønne omstilling," siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

De Danske Bilimportører udsender hver måned en pressemeddelelse om bilsalget i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk