Brugen af VPN-tjenester stiger blandt danskere, der ønsker at beskytte deres privatliv og øge sikkerheden online.
Men ifølge Google kan denne tendens gemme på skjulte farer.
Tech-gigantens cybersikkerhedsteam advarer om en ny og avanceret form for svindel, der har vakt bekymring.
Svindlere udnytter nemlig populariteten af VPN-tjenester til at sprede ondsindede applikationer.
Metoden indebærer, at svindlerne anvender falske søgeresultater og sofistikerede phishing-kampagner for at lokke brugere til at downloade skadelige VPN-programmer.
Disse applikationer kan være svære at skelne fra legitime tjenester, hvilket gør det ekstra vanskeligt for forbrugerne at beskytte sig selv.
Sådan skriver Samsung Magazine.
Kan fjernstyre din computer
Kernen i fupnummeret er en teknik kaldet 'SEO Poisoning'.
Svindlerne udnytter her søgemaskineoptimering (SEO) til at få falske VPN-hjemmesider til at ligge højt på Google.
Det gør, at intetanende brugere tror, de besøger en officiel side, selvom de i virkeligheden er et ondsindet domæne.
Når man henter en tilsyneladende legitim VPN-applikation fra falske sider, risikerer man at downloade malwaren Playfulghost.
Når den malware først er installeret, kan angribere fjernstyre den inficerede computer og få adgang til filer, lydoptagelser, skærmbilleder og tastetryk.
Det kan ramme ofrene hårdt, da alt fra fortrolige dokumenter til loginoplysninger kan ende i de forkerte hænder.
Google advarer
Ud over SEO-manipulation benytter svindlerne sig også af klassiske phishing-metoder.
Google oplyser, at mails med trojanske links ofte rettes mod personer, som allerede har vist interesse for VPN-tjenester.
Ifølge Google er det afgørende, at brugere forholder sig kritisk til både søgeresultater og henvendelser, inden de downloader noget.
Et højt placeret link i Google er ikke ensbetydende med, at siden er troværdig.
Har man mistanke om at være blevet inficeret, anbefaler Google at køre en komplet virusscanning og omgående afinstallere den mistænkelige VPN-applikation.