Sundhed: Derfor sitrer dit øje

Aller Media

|

18/12/2013
Hvis du oplever, at dit ene øje jævnligt sitrer uden at du kan gøre noget ved det, kan det skyldes din livsstil.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Selvom sitren i øjet eller mundvigen ikke som sådan er noget farligt fænomen, så kan det være til stor gene, hvis det er der ofte og i lang ad gangen. Det er eksempelvis svært at koncentrere sig om arbejdet, når skærmen småflimrer i den ene side.

Ingrid Julia Cowie, kiropraktor, forklarer til KK.no, at øjets sitren kommer af jævnlige muskelsammentrækninger rundt om øjet, og at det som sådan ikke er noget at være bekymret for.

Hvorfor sitrer mit øje

- Grunden til, at vi får sitren i øjet, kan skyldes sygdom, men det er vigtigt at påpege, at symptomet oftest er til stede hos friske personer med et fravær af underliggende sygdom, siger hun til KK.no.

Det kan skyldes træthed

Hun forklarer, at de ufrivillige sammentrækninger oftest kommer i øjenområdet, lår- eller lægmuskulaturen. Og det er faktisk ikke uden betydning, hvordan du behandler dig selv.

- Det, vi gør, og det vi indtager, kan påvirke og fremprovokere sitren. Mange oplever eksempelvis fra tid til anden, at øjenlåget eller mundvigen dirrer, når de er trætte eller nedslidte, siger Julia Cowie.

Pas på med alkohol og kaffe

Hvis du tager en form for medicin, så kan det også være årsagen til din sitren, og så skal du tale med din læge om det, hvis det er til stor gene. Tager du ikke medicin, kan det være, du skal skrue lidt ned for kaffemængden.

- For lidt søvn, et højt alkohol- eller koffeinindtag samt fysisk og psykisk stress er nogle af de faktorer, som kan udløse dine øjne til at sitrer. Flere medikamenter kan også have dette som bivirkning, og hvis du oplever det, så bør du forhøre dig hos en læge eller farmaceut, siger hun.