- Når jeg begynder at fortælle mine venner og familie om de syv dage, I behandlede min kone Laura Lewis, i hvad der viste sig at være de sidste dage af hendes liv, stopper de mig omkring det 15. navn, jeg husker. Listen inkluderer læger, sygeplejersker, lungespecialister, socialarbejdere og endda rengøringspersonale, som tog sig af hende. “Hvordan husker du nogen af deres navne?”, spørger de. Hvordan skulle jeg ikke, svarer jeg.
Sådan lægger Peter DeMarco ud i et brev til hospitalspersonalet, som tog sig af hans dødeligt syge kone. Budskabet deles lige nu af tusinder på de sociale medier.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Siden hans hustru døde i september på grund af et astma-anfald, har han skrevet hjerteskærende hyldesttekster til hendes ære. En af dem er til personalet på Boston CHA Cambridge Hospital, og den er blevet udgivet i New York Times, hvorfra den siden er blevet delt igen og igen.
- Hver eneste af jer behandlede Laura med sådan en professionalisme og venlighed og værdighed, mens hun lå bevidstløs. Når hun skulle have indsprøjtninger, undskyldte I, at det ville gøre lidt ondt, uanset om hun kunne høre jer. Når I lyttede til hendes hjerte og lunger gennem stetoskopet, og hendes hospitalsbluse begyndte at glide lidt, trak i den respektfuldt ned for at dække hende. I spredte et tæppe ud, ikke kun når hendes kropstemperatur skulle reguleres, men også når rummet var bare en smule koldt, og I tænkte, at hun ville sove mere komfortabelt på den måde, skriver Peter DeMarco.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Han beskriver, hvordan personalet bekymrede sig dybt for Laura Lewis’ forældre. De hentede vand til dem hver time og svarede på alle deres spørgsmål med stor tålmodighed.
- Min svigerfar, der selv er læge, følte sig involveret i hendes behandling. Jeg kan ikke fortælle jer, hvor vigtigt det var for ham. Så var der måden, I behandlede mig. Hvordan skulle jeg have fundet styrke til at klare mig gennem den uge uden jer? Hvor mange gange kom i ind på værelset og fandt mig grædende med hovedet nede, hvilende i hendes hånd, og I gjorde jeres arbejde stille, som om I var villige til at gøre jer selv usynlige?, skriver den knuste ægtemand.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På den sidste dag ventede Peter DeMarco, da Laura Lewis skulle have fjernet sine organer med henblik på donation. Familie og venner blev ved med at komme for at sige farvel, men han ville gerne have tid alene med sin kone. Han bad sygeplejerskerne om et øjebliks tid alene, men de havde en bedre idé.
- De bad mig forlade værelset et øjeblik, og da jeg kom tilbage, havde de lagt Laura i højre side af sengen, hvilket efterlod nok plads til, at jeg kunne lægge mig ved siden af hende en sidste gang. Jeg spurgte, om de kunne give os en time uden en eneste forstyrrelse, og de nikkede, lukkede forhænget og døren og slukkede lyset, skriver Peter DeMarco.
Han lagde sig ved siden af hende. Han kyssede hendes bryst og lagde sit hoved på det.
(Artiklen fortsætter under billedet)
- Det var vores sidste følsomme øjeblik som mand og kone, og det var mere naturligt, rent og trøstende, end jeg nogensinde har mærket det. Og så faldt jeg i søvn. Jeg vil huske den sidste time resten af mit liv. Det var gaven over alle gaver, og jeg kan takke Donna og Jen for det. Jeg har virkelig jer at takke for alt, skriver han og sender sin evige taknemmelighed til sygeplejerskerne.
