Dater du en narcissist?

Aller Media

10 år siden

|

05/02/2014
Sundhed
Foto: Narcissist / Shutterstock
Foto: Narcissist / Shutterstock
Din nye flamme virkede sandsynligvis rigtigt charmerende og spændende til at begynde med, bl.a. fordi han var så ivrig for at fortælle om alle hans fantastiske livsbedrifter.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Men som ugerne går, begynder det måske at gå op for dig, at han klart er bedre til at tale om sig selv end at lytte til dig, og at alle hans nedture i livet er andres skyld.

Din nye date er ikke nødvendigvis kandidat til diagnosen narcissistisk personlighedsforstyrrelse, men han kan sagtens have så mange narcissistiske træk, at han er svær at være i rum med i længden. Det forklarer
W. Keith Campbell, leder af Department of Psychology, University of Georgia, til Huffingtonpost.com.

Han og Zlatan Krizan adjunkt fra Department of Psychology, Iowa State University, kommer med typiske tegn på, at du er kommet i kløerne på en mand med narcissistiske træk til Huffingtonpost.com.

Tjek, om du kan genkende nogle af tegnene:

1) Han er meget tiltalende ved første øjekast
Narcissister er oftest meget karismatiske som udgangspunkt. De er ofte gode performere og virker meget indtagende på de første dates, og det er først efter et vist tidsrum, at det går op for dig, at han er meget besværlig at være sammen med.

2) Han vender altid samtalen over på sig selv
Selvom du er i fuld gang med at krænge dit hjerte ud omkring et meget følsomt emne for dig, så vil det hver gang lykkes ham at få drejet jeres samtale, så den på den ene eller den anden måde handler om hans egen succes i livet.

3) Han er offeret
Narcissister kan godt lide at fortælle om deres store bedrifter, men når samtalen ledes over på nogle ting i hans liv, der er gået mindre godt, så er det altid andres skyld. Og han er offeret for andres dumhed eller onde vilje. Han tager aldrig ansvar for sine egne fejl.

4) Han udstiller sin egen succes
Hvis han har utallige materielle beviser på, at han har medvind i sejlene, kan det også være et tegn på, at han er narcissistisk. Det kan fx være dyre biler eller dyre accessories, som meget tydeligt skilter med, at de har kostet kassen.

5) Han er meget sart over for kritik
Ligesom han ikke tager ansvar over for sine fejl, så er han også hypersensitiv over for kritik. Hvis du fx stiller spørgsmålstegn ved hans rolle i en bestemt sag, så vil han med det samme have paraderne oppe.

6) Han efterlader et tykt spor af dårlige relationer
Jo bedre du lærer ham at kende, jo mere vil det gå op for dig, at hans fortid er præget af dårlige forhold til tidligere kærester, venner, familie og arbejdsrelationer. Til gengæld er han mester i at fralægge sig al skyld og forlade den synkende skude uden at tage nogen former for ansvar for katastrofen.

7) Du føler, du skal smigre for at bevare husfreden
Der er ikke ret mange andre måder at håndtere en narcissist på end at smigre ham i en uendelighed. Du vil sikkert hurtigt føle, at hvis ikke du stryger med hårene konstant så opstår der konflikter. Det bedste råd er derfor at komme ud af forholdet hurtigst muligt.