Mathias Gidsel har slået fast med syvtommersøm, at han har fundet sig til rette i Tysklands hovedstad.
Landsholdets lysende stjerne og verdens bedste håndboldspiller har nemlig forlænget sin kontrakt med Füchse Berlin helt frem til 2029.
Og med kvaliteten på målmaskinen følger også en solid lønforhøjelse.
Forlængelsen sikrer Gidsel en solid månedsløn på 50.000 euro – svarende til cirka 375.000 danske kroner. Hvis man trækker regnestykket videre, kan den 26-årige glæde sig over en årlig indkomst på 4,5 millioner danske kroner.
Men trods de mange cifre i lønposen kunne det være blevet endnu bedre økonomisk, hvis Gidsel havde takket ja til andre tilbud. Ifølge klubbens administrerende direktør, Bob Hanning, er det dog ikke penge, der styrer Gidsels beslutninger.
– "Vi opfyldte virkelig et hvert overkommeligt ønske for ham. Han er ikke idiot – selvfølgelig kunne han have tjent mere i Flensborg, Veszprém eller Paris, men det er netop, hvad der adskiller ham som person," udtaler Hanning til det tyske medie Bild.
Afviser jagten på penge
Gidsels valg skiller sig ud i en tid, hvor store klubber som Paris Saint-Germain og Veszprém har magten til at lokke stjerner med astronomiske lønninger. Til sammenligning tjente Mikkel Hansen i sin tid omkring 7,5 millioner danske kroner årligt i Paris.
Alligevel valgte Gidsel at prioritere det miljø og de værdier, han har fundet i Berlin, frem for pengepungen. Bob Hanning bekræfter dog, at klubben ikke lod ham gå tomhændet fra forhandlingsbordet:
– "Men ja, selvfølgelig har vi gjort noget ved hans løn," lyder det med et smil.
Gidsel skiftede til Füchse Berlin i 2022 efter fem år hos GOG, og siden da har han været en af klubbens absolutte nøglespillere.
Med kontraktforlængelsen ser han nu frem til at fortsætte sin succes i Tysklands hovedstad i endnu flere år.