Slut med OL i Paris: Her er alt, du skal vide om OL i 2028

Mathias Madsen

4 uger siden

|

11/08/2024
Sport
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
De Olympiske Lege 2024 afsluttes i dag, og næste gang er det USA, der er værtsnation.

Dagens topnyheder

De Olympiske Lege 2024 i Paris afsluttes i aften med en afslutningsceremoni, og så er der fire år, til vi igen kan heppe med, når OL-atleterne dyster i alt fra stangspring og 100 meter sprint til håndbold og banecykling.

Heldigvis bliver der i mellemtiden afholdt vinter OL i Italien i 2026, men hvis du er mere til sommerens olympiske lege, så læs med her og få al den information du skal bruge om OL 2028.

De næste sommer olympiske lege skal afholdes i den amerikanske delstat Californien; nærmere bestemt i den verdensberømte millionby Los Angeles, og amerikanerne selv er ikke i tvivl om, at det bliver stort, flot og på ægte Hollywood-manér.

Det fortæller flere amerikanske olympiske fans, som netop nu er til OL i Paris, til BBC.

Amerikanske Marisa, der til dagligt bor i netop Los Angeles, men lige nu befinder sig i Frankrig, har således forklaret, at hun er sikker på, at OL 2028 vil blive afholdt med "Hollywood glamour."

Hvor og hvornår?

De Olympiske Lege 2028 vil som nævnt blive afholdt i Los Angeles, Californien, og legene vil finde sted d. 14. til d. 30 juli 2028. De paralympiske lege finder sted d. 15. til d. 27. august 2028.

Det er faktisk tredje gang, at OL afholdes i millionsbyen, og i klimaets navn har man derfor valgt ikke at bygge nye stadioner, bygninger eller lignende i forbindelse med arrangementet.

De mere end 800 sportskonkurrencer vil derfor blive afholdt på og ved allerede eksisterende steder, og som eksempel kan nævnes beach volley som i 2028 i modsætning til i år rent faktisk vil blive spillet på en rigtig strand, svømmekurrencerne, som skal afholdes i SoFi Stadium i Inglewood-nabolaget, og OL-byen, som vil blive placeret ved studenterboligerne ved University of California, Los Angeles (UCLA)

Slut med disse sportsgrene

OL i 2028 bliver anderledes end dette års OL på flere punkter, men særligt fordi nogle sportsgrene helt forsvinder, mens der også kommer nye til.

Ifølge BBC tæller de nye sportsgrene, som der vil blive dystet i til OL i 2028, men som der ikke blev dystet i til OL i år, blandt andet cricket, som skal spilles til et OL for første gang siden 1900.

Derudover vil sportsgrene som lacrosse, baseball og squash også være at finde som OL-disciplin, og den mindre fysiske udgave af amerikansk fodbold, flag football, vil også være en olympisk disciplin til OL 2028.

Til de paralympiske lege vil man i 2028 som noget nyt kunne se atleter dyste i paraklatring.

Til gengæld er det for eksempel slut med disciplinen break dance, som har været heftigt omdiskuteret til dette års OL.

Sidst der var OL i Los Angeles, var i 1984, og dengang deltog 54 mandlige og 11 kvindelige atleter fra Danmark. De 65 danske atleter sikrede Danmark nul guld-, tre sølv- og tre bronzemedaljer.

Forhåbentlig får vi lidt flere medaljer med hjem til OL i 2028.