Dette skal du have styr på, hvis du vil se Danmark spille EM kvartfinale i Aserbajdsjan

Julie Møller

176 uger siden

|

28/06/2021
Sport
Foto: Koen Van Weel/AP/Ritzau Scanpix.
Foto: Koen Van Weel/AP/Ritzau Scanpix.
Hvis du har planer om at rejse til Baku i Aserbajdsjan, så er der flere ting, der skal være styr på.

Dagens topnyheder

Med en 4-0-sejr over Wales sikrede Danmark sig en plads videre i EM. Det betyder, at det danske fodboldlandshold skal spille EM kvartfinale i Baku på lørdag. Er du en af de danskere, der overvejer at tage turen til hovedstaden i Aserbajdsjan, så er der flere ting, der skal være styr på.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Aserbejdsjan er lige nu orange i Udenrigsministeriets rejsevejledninger, hvilket betyder, at alle ikke-nødvendige rejser for tiden frarådes. Dette gælder dog ikke for færdigvaccinerede og tidligere smittede med fast bopæl i Danmark samt deres medrejsende børn under 18 år. Det er den rejsendes egen beslutning at vurdere, om en rejse er nødvendig, og der er ikke lovkrav om at følge Udenrigsministeriets rejsevejledninger, skriver Udenrigsministeriet.

Særlige regler for indrejse

Da Danmark skal spille UEFA kvartfinale gælder der særlige regler for indrejse og visum til Aserbajdsjan, som tilrejsende fodboldfans skal være opmærksomme på - særligt i forhold til visum og timing af PCR test.

Med to mål var Kasper Dolberg med til at sikre Danmark en 4-0-sejr over Wales. Foto: Koen Van Weel/AP/Ritzau Scanpix.

Der kræves visum for at kunne indrejse. Danske statsborgere kan søge om visum i forbindelse med Danmarks kamp i Baku.

På hjemmesiden Republic of Azerbaijan Official Electronic Visa Portal (evisa.gov.az) kan man søge om et elektronisk visum. Et elektronisk standardvisum tager normalt tre arbejdsdage at få udsted og koster 23 USD. Hvis man betaler 51 USD kan man få det hasteekspederet på kun tre timer, oplyser Udenrigsministeriet. Man vil modtage sit visum pr. mail. Det anbefales derfor at søge visum hjemmefra i god tid før afrejse.

Der er også mulighed for at få udstedt et visum ved ankomst, men det frarådes af de lokale myndigheder bl.a. pga. covid-19 risiko i køen. Der er krav om mundbind på fly og i lufthavn, ligesom din temperatur kan skulle tjekkes i lufthavnen. 

Et standard visum er “single entry” og gyldigt 90 dage, og giver ret til at opholde sig i landet 30 dage. Det er et krav, at ens pas skal være gyldigt mindst 6 måneder efter dato for visumudstedelsen.

Der stilles ikke krav om dokumentation for en fodboldbillet ved selve visumansøgningen, men det er selvsagt et krav, at man har en billet til kampen eller anden form for dokumentation for, at man vil skulle have adgang til stadion. Man skal kunne fremvise sin billet ved grænsekontrollen.

Husk PCR test

Selvom man er vaccineret eller tidligere smittet, så skal rejsende medbringe en gyldig PCR test. Der er krav om karantæne for indrejsende. UEFA billetholdere er dog undtaget fra landets karantænekrav, hvis de ved indrejse kan fremvise en max 72 timer gammel negativ PCR-test. Der kræves ikke fremvisning af test ved indgang til selve stadionet.

Ved afrejse fra Aserbajdsjan skal der igen fremvises en negativ PCR test som er max 72 timer gammel ved afrejse. Såfremt en test taget i Danmark ikke er for gammel, vil denne godt kunne fremvises ved afrejse. Ellers vil der skulle tages en ny test i Aserbajdsjan, hvor det vel at mærke mindst tager 12 timer før resultatet foreligger pr mail og med QR kode. Gennemsnitsprisen for en test i Aserbajdsjan er 45 Euro, og her kan certificerede testklinikker findes: https://www.azal.az/en/information/covid-clinics