DBU taber krænkelsessag i landsretten: Derfor får det stor betydning

Nicolai H

24 uger siden

|

04/06/2024
Sport
Foto: DBU
Foto: DBU
Klokken 10 tirsdag formiddag faldt dommen: DBU taber - igen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Østre Landsret har netop erklæret sig enig med Sø- og Handelsretten i, at elektronik- og hvidevarekæden POWER ikke har krænket DBU’s kommercielle rettigheder. Kædens direktør, Jesper Boysen, tøver ikke med at kalde sejren principiel og til gavn for hele detailbranchen.

Klokken 10 i dag stadfæstede Østre Landsret en dom fra Sø- og Handelsretten, hvor elektronikkæden POWER fik rettens ord for, at virksomheden ikke krænkede Dansk Boldspil-Unions (DBU) kommercielle rettigheder under EM i fodbold 2020. En turnering som blev afholdt i 2021 på grund af corona-epidemien. Afgørelsen kommer ikke bag på POWERs administrerende direktør, Jesper Boysen.

- Resultattavlen taler sit eget tydelige sprog: POWER-DBU 2-0. Selvfølgelig, har jeg næsten lyst til at sige, for både i Sø- og Handelsretten og igen i Østre Landsret har den her sag været så lysende klar, at jeg var lige ved at finde solbrillerne frem på tilhørerpladserne. Selvfølgelig har vi ikke krænket DBU’s rettigheder, og selvfølgelig skal DBU ikke bare slippe afsted med at henvise til deres egne selvbestaltede retningslinjer, som de bruger efter forgodtbefindende, siger Jesper Boysen i en pressemeddelelse.   

DBU krævede 1 million kroner
Essensen i retssagen har været, om POWER i sin markedsføring op til EM i fodbold krænkede DBU’s rettigheder ved at bruge reklamer, som bl.a. udloddede billetter til en fodboldkamp, indeholdt dannebrogsflag og ordet ’fodboldfest’, og som viste en orange POWER-trøje – som DBU mente var rødlig.  

DBU sagde ja og krævede en erstatning på 1 mio. kroner som en del af sagen, der i sin tid blev anlagt af POWER for at få endelig afklaring. Da Sø- og Handelsretten gav POWER medhold, valgte DBU efterfølgende at anke sagen. Men Østre Landsret dømte altså også til POWERs fordel.

Vi har taget en for holdet i dag
POWER-direktør Jesper Boyen er ikke i tvivl om, at dagens afgørelse vil få stor betydning ikke blot for POWER, men for detailbranchen som helhed.

- Som kommerciel virksomhed er vi underlagt ret strenge regler i vores markedsføring – og det er positivt. De regler gælder selvfølgelig også misbrug af andres kommercielle rettigheder. Men samtidig skal der altså være et kreativt og kommercielt spillerum, hvor vi med vores markedsføring kan tappe ind i de emner, som optager danskerne. Og så dur det ikke, at DBU eller andre kommer halsende efter os med nogle rigide hjemmelavede retningslinjer, som de selv har flikket sammen i Word, og som de faktisk har svært ved at forklare for andre. Jeg synes, vi har taget en for holdet i dag, og jeg tror, at dagens dom vil komme mange andre kommercielle virksomheder til gode, siger Jesper Boysen.

Jane Frederikke Land fra LIGA LAW er POWERs advokat i ankesagen. Hun er enig i, at dagens afgørelse får stor betydning for alle danske virksomheder, der arbejder med markedsføring. 

- Jeg er virkelig glad for, at ankesagen også er gået vores vej. Ikke kun på min klients vegne, men på vegne af alle, der arbejder med markedsføring, fordi de nu ikke får indskrænket deres kommercielle ytringsfrihed. Kommercielle rettigheder – også DBUs - skal beskyttes, men der skal også være en grænse, og den har Østre Landsret i dag slået fast, siger Jane Frederikke Land, advokat i LIGA LAW.

DBU er som en del af sagen dømt til at betale 75.000 kroner i sagsomkostninger.