2023 er ikke mange dage gammelt, men alligevel er der fuld fart over feltet i Danmarks næststørste lufthavn i Billund. Lufthavnen har i de senere ekspanderet en del med hensyn til at få flere flyruter, og denne udvikling ser ud til at fortsætte i 2023.
Flyselskabet Play kommer nemlig til at have to ugentlige afgange til Keflavik Lufthavn – 40 km fra Islands hovedstad, Reykjavik.
Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn, har høje forventninger til Play, da aktiviteten til og fra Island er stor fra Billund Lufthavns optageområde.
I Vestdanmark – og i særdeleshed rundt om Billund – bor der omkring 5.000 personer med rødder i Island, og i 2019 stod islandske turister for omkring 20.000 overnatninger i det vestdanske turismemarked.
Derfor tror Jan Hessellund også, at det vil blive en stor succes.
– Play bliver nu en del af porteføljen i Billund Lufthavn, og her skal de nok få rigtig stor succes, siger Jan Hessellund i en pressemeddelelse og uddyber:
– Der er stor rejseaktivitet mellem Vestdanmark og Island. Det er attraktivt for både danske og islandske turister at besøge hhv. Island og Danmark. Derudover er der mange rejsende mellem Danmark og Island, der besøger venner og familie, og størstedelen af dem med islandske rødder bor i området omkring Billund Lufthavn. Og så starter Play op i sommersæsonen, hvor vi med stor sandsynlighed får en ligeså travl sommer, som i 2022. Det kommer også til at gælde på aktiviteten til og fra Island via Billund.
Play Airlines kommer til at flyve torsdage og søndage fra 15. juni og frem til 29. oktober 2023 med afgang fra Island kl. 06.45 islandsk tid og lander i Billund Lufthavn kl. 11.45 dansk tid.
Turen har en reel varighed på tre timer. Returflyet fra Billund-Keflavik afgår kl. 12.45 dansk tid, og er i Keflavik kl. 13.55 islandsk tid.