Noget af en pengecheck at gå på på weekend på.
Fredag har Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) offentliggjort en ny økonomiaftale for 2025, der indebærer en betydelig stigning i midlerne til kommunerne.
Med en samlet forhøjelse på 3,4 milliarder kroner til velfærd markerer aftalen et af de største løft i kommunernes driftsøkonomi i over et årti.
Det skriver Ekstra Bladet.
Aftalen blev præsenteret i Finansministeriet, hvor finansminister Nicolai Wammen udtrykte sin begejstring.
"Selvom der er flere penge til velfærd, betyder det ikke, at vi ikke skal se på, hvordan vi bruger pengene klogest," sagde ministeren.
Servicerammen, som omfatter udgifter til daginstitutioner, folkeskoler, ældrepleje, miljøinitiativer og kollektiv trafik, stiger markant. Den samlede ramme for kommunernes serviceudgifter vil nu udgøre 323,6 milliarder kroner.
Martin Damm, formand for KL og borgmester i Kalundborg Kommune, udtrykte også sin tilfredshed med aftalen.
"Jeg kan bekræfte, at det her er langt den bedste aftale, der er indgået for landets kommuner. Det er et markant skifte, vi står overfor. Vi kører ned ad den vej, vi har bedt om. Nu kører vi ned ad den vej, der hedder velfærd," sagde Damm.
Aftalen inkluderer både nye midler og allerede afsatte beløb. Blandt andet indgår 500 millioner kroner fra den ældrereform, der blev vedtaget tidligere på året, i de samlede 3,4 milliarder kroner.
Tidligere på ugen meddelte Wammen, at regeringen planlægger at reducere den statslige administration med 1.000 årsværk fra 2025, med flere besparelser i årene derefter. Beslutningen gør det muligt at flytte flere ressourcer til den kommunale velfærd, en manøvre som Damm mener var tiltrængt.
Kommunerne er dog ikke fritaget for besparelser. De skal nedbringe deres administrationsudgifter med 200 millioner kroner, hvilket betyder, at realløftet i servicerammen vil være på 3,2 milliarder kroner.