Politikere med kontroversielt forslag: Gevinst ved boligsalg skal beskattes

Nicolai Busekist

60 uger siden

|

27/10/2023
Politik
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Fem politikere har fremsat et kontroversielt forslag om, at gevinsten ved boligsalg fremover skal beskattes.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fremover skal du betale skat, hvis du opnår en gevinst ved salg af din bolig. I hvert fald hvis det står til fem yngre Venstre-politikere.

De er gået sammen om at udgive en debatbog, hvori de fremstiller en række kontroversielle forslag. Et af disse forslag er, at der skal indføres atomkraft i Danmark, hvilket nærmest har været et sprængfarligt emne i den offentlige debat, da det for alvor deler vandene.

Det er dog ikke blot indførelsen af atomkraft i Danmark, som de fem politikere, der blandt andet tæller politisk ordfører Morten Dahlin og digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre, fremsætter i bogen.

Ifølge Avisen Danmark mener de også, at det udskældte boligskattesystem skal skrottes. Det betyder dog ikke, at man som boligejer slipper for at betale skat fremover.

I stedet mener de, at en bedre løsning vil være at betale skat ved salg af boligen, såfremt der opnås en gevinst ved salget. På denne måde bliver det mere overskueligt, da man ikke skal betale løbende boligskat af en estimeret værdi.

"Selv om det kommende ejendomsskattesysem med alle de udfordringer, det har, jo ender med at blive en lille smule bedre end det gamle ejendomsskattesystem, viser de udfordringer og de historier, vi hører rundt omkring jo bare udfordringen ved at prøve at beskatte noget af en værdi, der ikke rigtig eksisterer," lyder det fra Marie Bjerre ifølge Avisen Danmark

"Derfor mener vi, at i den ideelle verden burde man jo have et system, hvor man ikke betaler løbende boligskatter, men i stedet for bliver beskattet, hvis man sælger sin bolig med en gevinst, fordi så ved man, hvad man betaler skat af. Og vi har jo ikke nogen andre steder, i hvert fald meget få andre steder i vores skattesystem, hvor vi beskatter noget, man ikke kender værdien af - hvor staten gætter, hvad dit hus er værd, og derfor skal der betales så og så mange tusind kroner i skat."

På trods af, at de fem politikere har skrevet debatbogen med henblik på et opgør med 'systemstaten', erkender de, at det kan have lange udsigter.

Derfor forventer de heller ikke, at så markant en omlægning af boligskatterne kan lade sig gøre inden for den nærmeste fremtid. Af denne grund ønsker de i første omgang at arbejde i retning af at få sænket boligskatterne gradvist.