Politiet advarer: Udenlandske rockerklubber strømmer til Danmark

Nils Würtzenfeld

399 uger siden

|

25/04/2017
Politik
Foto: Polfoto/OLUFSON JONAS
Foto: Polfoto/OLUFSON JONAS
På trods af flere bandepakker er antallet af udenlandske rockere i Danmark steget markant i løbet af de seneste år.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

For en måned siden lykkes det justitsminister Søren Pape (K) at indgå en aftale om en ny bandepakke sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Den længe forhandlede bandepakke har til hensigt at dæmme op for rocker- og bandekriminaliteten i Danmark, men kun fem dage efter at aftalen blev underskrevet 24. marts, gjorde den tyske rockerklub Guerilla Nation sit indtog i landet. Det skriver EB.dk.

Og Guerilla Nation er ikke de eneste rockere, der er kommet til Danmark indenfor de seneste år.

For siden SR-regeringen ligeledes lancerede en bandepakke i 2013, har ikke mindre end otte udenlandske rockerklubber etableret sig herhjemme ved at åbne afdelinger i Danmark.

En udvikling som politiet er meget opmærksom på.

- Når der kommer nye grupper til, kan det give konflikter, hvis de vil ind og være en magtfaktor i et område i forhold til narkomarkedet og kriminaliteten i øvrigt. Når banderne bliver en del af en international gruppering, kan det også betyde, at de skal ud og manifestere sig og vise moderklubberne, hvad de duer til. Og det kan give konflikt og konfrontationer - også i det åbne rum, forklarer politiinspektør, Michael Kjeldgaard til EB.dk

Seneste skud på rocker-stammen er som sagt Guerilla Nation, og kigger man på klubbens historik i vores naboland syd for grænsen, så er der grund til bekymring.

Klubben blev grundlagt i Tyskland  2015, men har allerede formået at gøre meget opmærksom på sig selv i medierne i forbindelse med sager om vold, drab og narko.

Derfor bliver klubbens indtog i Danmark også fulgt tæt af Nationalt Efterforskningscenter (NEC).

– Vi er opmærksomme på, at grupperingen er opstået og har markeret sig på de sociale medier, fortæller Michael Kjeldgaard og uddyber:

– Det er i en meget tidlig fase, så det er svært at sige så meget om. Men vi har fulgt dem i noget tid og kan se, at det er gamle kendinge fra andre bandegrupperinger, der optræder omkring gruppen. For os at se er det nye trøjer på gamle kendinge, forklarer politiinspektør til EB.dk

De gamle kendinge, som Michael Kjeldgaard henviser til, er blandt andet tidligere medlemmer af kendte bander som Black Jackets, Osmanen Germania og andre grupperinger fra det storkøbenhavnske område.

Michael Kjeldgaard skønner, at Guerilla Nation vil slå sig ned omkring det københavnske Nordvestkvarter.

Læs også: Ny lov vil skåne voldtægtsforsforbrydere: Gift dig med dit offer og slip for straf