Det er ikke nemt at hente børnene fra børnehaven eller fritidshjemmet i tide, hvis begge forældre arbejder på skæve tidspunkter.
Derfor fremlægger regeringen nu et forslag om et barnepigetilskud til forældre, som har svært ved at få dagene til at hænge sammen. Det skriver Jyllands-Posten.
For at imødekomme de hårdarbejdende børnefamilier foreslås det, at forældre, der begge har skæve arbejdstider, får et kommunalt tilskud, så de kan få deres børn passet.
- Jeg hører fra rigtig mange, at de har svært ved at få skæve arbejdstider passet sammen med åbningstider i daginstitutionen. Undersøgelser viser også, at de fleksible tilbud, vi har, ikke bliver brugt tilstrækkeligt. Derfor skal vi have nogle mere individuelle løsninger, som opfylder moderne familiers behov, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) til DR Nyheder.
Forslaget betyder, at forældre med skæve arbejdstider skal have ret til at kombinere en deltidsplads i en institution eller dagpleje med et tilskud til privat børnepasning.
Den private børnepasser kan både være en barnepige, bedsteforældre eller andre, som laver en kontrakt med forældrene. Kontrakten skal dog godkendes af kommunen. Tilbuddet gælder både for par og enlige forsørgere.
Hos Socialdemokratiet mener børneordfører Anne Halsboe-Jørgensen ligeledes, at der mangler bedre pasningstilbud til forældre med skæve arbejdstider. Hun er alligevel skeptisk over for forslaget.
- Især enlige forældre oplever store udfordringer, hvis de har skæve arbejdstider. Men problemet løses ikke ved, at familier nord for København for eksempel kan ansætte en au pair til at passe børnene. Vi ser hellere, at man investerer i kerneydelsen, så daginstitutionerne i højere grad kan dække forældrenes behov, siger hun til Jyllands-Posten.
Mai Mercado er dog uenig i, at en styrkelse af daginstitutionerne alene er vejen frem.
Samlet vil det nye forslag, som der skal stemmes om i dag, torsdag, komme til at koste 580 millioner kroner.
Læs også: Direktør: Tænk hvis vi havde samme omsorg for kontanthjælpsmodtagere som boligejere.