Skal pensionsalderen være højere i Danmark?
Det spørgsmål har i den seneste tid været til stor offentlig diskussion, og i starten af marts sagde finansminister Kristian Jensen (V) til Ugebrevet A4, at der vil mangle 33 milliarder i statskassen i 2040, hvis ikke pensionsalderen blev sat op.
Men det er ikke korrekt, for der er andre måder at få pengene til at række i statskassen, viser en ny beregning fra Finansministeriet, skriver avisen.dk.
Ved at begrænse det offentlige udgifter og nedsætte dem med 0,2 procent, så er dækker pengene det hul, som den nuværende pensionsalder ellers ville skabe, viser rapporten.
I dag er væksten i den offentlige sektor 1,1 procent, og ved at sætte dette tal ned til 0,9 procent er der penge nok i statskassen til at dække de nuværende omkostninger, der er forbundet med den nuværende pensionsalder.
Ved sidste valg gik regeringen til valg på en vækst i den offentlige sektor på 0,3 procent, og Socialdemokratiet gik til valg på 0,6 procent.
At en højere pensionsalder er den eneste løsning for at undgå et stort hul i statskassen er derfor misvisende, lyder det fra Socialdemokratiet, der nu vil til at kalde ministeren i samråd.
- Han burde i hvert fald skamme sig over, at han har sagt det. Jeg synes finansministeren i sin selektive hjerne mangler at være ærlig om, at regeringen har andre prioriteringer som at sænke skatten. Disse tal viser nemlig, at det ikke er bidende nødvendigt at skære på velfærden, siger finansordfører for Socialdemokratiet Benny Engelbrecht til avisen.dk.