Af Sikandar Siddique, Alternativets ordfører for retsstat og humanisme - Opinion er politiske debatindlæg
Jeg kunne lige så godt have heddet Peter, Michael eller Bjarne. I 1986 kom jeg til verden på Rigshospitalet. Rygtet siger, at jeg og min mor faktisk lå på nabo-stuen til hvor kronprinsesse Mary mange år senere kom til at ligge med prins Vincent og prinsesse Josephine. I skolen læste jeg Søren & Mette bøger, og på RUC lærte jeg, at man skulle være samfundskritisk - også selvom vi jo alle sammen godt vidste, at Danmark var det bedste land i verden. Jeg kan også godt lide at være lidt selvfed og samtidigt føle, at det er lidt synd for mig, fordi ”alting er så hårdt”. Gud, hvor er jeg dansk…
Men jeg hedder hverken Peter, Michael eller Bjarne. Og mit hår er ikke blond eller kommunefarvet. Jeg hedder Sikandar, mit hår er sort (lidt endnu), og både min mor og far er forresten født i Pakistan.
I sin tale til Folketingets åbning talte statsministeren pænt om mig. Jeg var en af ”dem”, som fik ros. Jeg har jo lært dansk, gået i skole, uddannet mig, jeg arbejder og ”deler de danske værdier”, som Statsministeren sagde. Jeg fik lovning på, at jeg var dansk. At Danmark var og er mit land. Jeg er lige så god som alle andre. Og måske netop derfor kom det så meget bag på mig, da Statsministeren under åbningsdebatten to dage senere også roste Nye Borgerlige.
Den ekskluderende duo, Vermund og Thiesen, fik ros for at ”ruske op i dansk udlændingepolitik”. Men fra hvor jeg sidder, fortjener de ikke megen ros. Jo bevares, hvis det er prisværdigt at få store grupper af danskere til at tvivle på, om de overhovedet er velkomne i deres eget land.
Ifølge Nye Borgerlige kan jeg fx aldrig blive dansk, fordi min mor og far er født i Pakistan – eller som de siger; et land med en ”islamisk kultur”. Min mor og fars oprindelse gør, at jeg aldrig kan blive en del af det fællesskab, de prøver at definere. Lige meget hvad jeg gør, bliver jeg aldrig ligeså dansk som dem, synes mantraet at være.
Hvis Danmark skal i en ny retning, væk fra skræmme- og strammer-politik, og hvis én som mig ikke skal føle, at alt mit arbejde – fra første klasse til studenterhuen, flere års togture til Trekroner og RUC og min første gang på folketingets talerstol – er forgæves, så skal vi huske hinanden på at rose de rigtige af de rigtige årsager. Vi skal ikke rose dem, som gerne vil holde andre ude af fællesskabet. Dem, som aldrig vil give én som mig en chance. Dem, som aldrig vil forveksle mig med en Michael, en Peter eller en Bjarne – de skal ikke have vores ros. De skal lyttes til, givet! Men jeg mener ikke, de skal roses. For uvelkommenhed og eksklusion skal aldrig blive en dansk dyd.
