Af Sikandar Siddique, ordfører for retsstat og humanisme for Alternativet
Jeg kæmper for alle dem, som er trætte af at blive svinet til. Alle dem, som bliver overhørt og underprioriteret. Dem som politiet stopper uden årsag, dem som bliver råbt efter på gaden – og dem der bliver tilbudt en enkeltbillet ”hjem”, når de løfter deres stemme i den offentlige debat.
Jeg er opvokset på Blågårdsplads – blandt rødderne, blandt tørklæderne og de gamle mænd på hjørnerne. Min barndom var ikke en villavej i forstæderne, hvor den største bekymring er, om is-bilen har omlagt sin rute.
Min barndom var arbejdsløshed, bander og en følelse af ikke at høre til. Ikke desto mindre er jeg stolt af, hvor jeg kommer fra og hvad jeg er rundet af. Fordi, i takt med at jeg blev voksen, indså jeg, at min barndom og min verden også var Danmark. Og jeg er stolt af Danmark. Jeg er stolt af at være dansker.
Danmark er ikke kun trygge villaveje i Virum. Danmark er også hårdt og råt – beboet af mennesker, som ønsker det bedste for dem selv og deres næste, men samtidigt kæmper for at overleve mod alle odds. Der er noget særligt dansk ved ikke at give op, og netop det kan jeg genkende fra ”min verden”.
Pigerne uddanner sig som aldrig før og en rod som jeg selv er kommet i Folketinget. Der sker noget, hvis der henholdsvis gives plads og man selv tror på det.
Jeg kæmper for, at vi ser børnene fra Vollsmose, Gellerup og Mjølnerparken som netop det – som børn. Med drømme, talenter og ambitioner. Jeg kæmper for, at vi ser dem og løfter dem og lader dem vide, at de er velkomne, at Danmark også er deres land, og at der ikke er grænser for, hvad de kan opnå.
De må aldrig slukke lyset om aftenen og lægge sig til at sove med ondt i maven, fordi de i samfundets øjne ikke er Aisha, der løber stærkere end alle drengene eller Ali, der kan beatboxe som ingen anden. Fordi de i samfundets øjne er ”ghetto-børn”, hverken mere eller mindre.
Danmark er et rigt land, der skal kunne rumme alle
Danmark er et rigt land. Vi skal også være et frit land. Et rummeligt land. Et land med frisind, et land, hvor vi går i store sko og har højt til loftet. Det eneste vi får ud af at gå i små sko er ømme tæer. Og så skaber vi grobund for modborgere og alternative fællesskaber. For eksempel i de bander, vi så gerne vil til livs.
Jeg er træt – sådan helt ind i knoglerne træt – af skyttegravskrig, fjendebilleder og angst for det fremmede. Jeg er udmattet af igen og igen at skulle påpege, at den danske integration er en klokkeklar succes, men at forskningen, der påviser netop det, igen og igen bliver overhørt, imens negative historier bliver pustet op, så politikerne kan vise forargelse og handlekraft.
Så når alle står i kø for at slå det brune ”under-Danmark” i hoved, stiller jeg mig gerne i vejen. Slå på mig i stedet. Hvis jeg kan give drengene, pigerne, de arbejdsløse; dem, som alle andre har givet op på og bare er blevet trætte af, fem minutters ro til at tænke sig om og tage et skridt mod en lysere fremtid, så er min kamp lykkedes.
