I torsdags blev det lille smuthul lukket, som både Stram Kurs og Klaus Riskjær Pedersen benyttede sig af i det foregående valg for at blive opstillingsberettiget. Der var simpelthen ingen konsekvens ved at bryde reglerne for indsamling af vælgererklæringer før nu. Spørgsmålet er bare, hvorfor et enigt Folketing bakker op om lovforslaget uden at stille helt grundlæggende spørgsmål til, hvordan systemet med indsamlinger fungerer og hvorfor?
En vælgererklæring er tilsyneladende den vigtigste beslutning i en borgers liv
Der findes ikke ret mange steder i Danmark, hvor man kan træffe en forholdsvis enkel beslutning og først syv dage senere skal bekræfte den. Som regel er det nok at fortælle via underskrift eller nemID, at man har truffet en beslutning, men når det gælder vælgererklæringer, så skal man altså tænke sig om i syv dage.
Man skulle umiddelbart tro, at en stemme til et Folketingsvalg var en vigtigere beslutning, men her får man ingen betænkningstid. Det gør man heller ikke, når man f.eks. går på rådhuset og bliver gift eller når man beslutter sig for, hvad ens barn skal hedde. Hvorfor er det, at lige præcis vælgererklæringer skal have en syv dages forsinkelse påført for at kunne træde i kraft? Beslutningen bliver således en slags tofaktor-godkendelse, hvilket virker helt overdrevet i forhold til beslutningens betydning. Det virker derfor helt overdrevet, at man indkalder Folketinget for at gennemføre en lovændring, der har så lille betydning for den enkelte borgers liv. Hvad er politikernes motiver og hvorfor har de så travlt med at lukke dette hul, der indtil videre kun har været med til at gøre folkestyret med fleksibelt.
Taburetten er vigtigere end folket
Det er ikke umiddelbart vigtigt for den enkelte dansker at putte en kæp i hjulet på nye partier, der gerne vil stille op til Folketinget. Det skaber et åbent og fleksibelt demokrati, at nye partier har en reel chance for at stille op. Med det nye lovforslag virker det nok engang som om et enigt Folketing vil gøre processen med at starte nye initiativer op så svær, at det skal være de færreste forundt. Umiddelbart vidner den hurtige samling af Folketinget og den hastige beslutning om at lukke hullet, at Folketinget særligt vil gøre livet svært for Stram Kurs og eventuelle lignende projekter.
I min optik giver det ikke mening at sætte stopklodser op for et politisk projekt, der overholder dansk lov og ret. Det er vælgerne, der i sidste ende skal træffe beslutningen om et parti har fortjent sin gang på tinge, og det skal aldrig være politikervældet, der med lov og regler forsøger at holde nye tanker og initiativer ude, fordi de selv er bange for at tabe taburetten eller er uenige i den politik et nyt parti fremfører.
Særligt Astrid Krag har været ude med riven i forhold til at få ’lukket hullet’. Hun udtaler bl.a. til DR, at hun er glad for, at ”vi har sikret os, også hvis der kommer kreative typer i fremtiden.” Man kunne foranlediges til at tro, at Astrid Krag som bannerfører for lovforslaget nok engang fokuserer på sit eget ve og vel i stedet for danskernes. Der tegner sig et mønster i hendes måde at agere politiker på. De mange midlerhun brugte i forhold til at køre personlig hetz mod Thyra Frank og det lette og elegante partiskifte, da SF kom i en formkrise og Astrids taburet blev varm.
Det virker som om, at taburetten er langt vigtigere for vores politikere end danskernes ve og vel. I stedet for at stemme om noget, som ingen danskere tager sig af, så kunne vores politikere have gjort os og dem selv en tjeneste og fundet 100% enighed om et af de mange politiske problemer, der virkelig betyder noget i stedet for at gøre livet sværere for de græsrødder, der har oprigtige holdninger.
Denne artikel er udtryk for skribentens personlige holdninger. Dagens.dk er politisk neutral.
