Jeg har intet imod dem, der kan ligge sådan - jeg misunder dem faktisk. Tænk at være så meget på ferie, at man kan slukke for kontakten til samtlige muskler og tanker og ignorere alt omkring sig, smide sig under en bagende sol og så ellers bare ligge der, indtil der er mad.
Men jeg kan ikke. Har aldrig kunnet. Heller ikke i solarie, hvor jeg allerede efter to minutter tjekker uret fordi jeg mener det kvarter da MÅ være gået nu.
Intentionen er såmænd god nok, når jeg går med børnene ned til poolen. Jeg har smurt kroppen ind i olier og taget håndklæder med at ligge på. Jeg finder den helt perfekte seng, hvor jeg kan se børnene uden at skulle røre mig betydeligt. De springer i vandet og jeg lægger mig til rette.
To minutter efter begynder mine ben at bevæge sig til rytmerne fra den ekstremt overdimensionerede højttaler ved poolen, der sprøjter Limahls åbenbart udødelige katastrofe “neverending stooooryyyy, åh åh åh åh åh” udover poolens område. Endda i en lounge-version med et græsk strejf. Det gør titlen på sangen værre, da denne neverending udgave er helvede på jord, tilsat uendelighed.
Så snart jeg opdager, at mine ben er med på rytmen stopper jeg dem omgående, da nogle kunne se dem og dermed forveksle mig med nogle af dem, der elsker støjforureningen. Eller Limahl, som er værre. Så jeg holder dem pinligt stille, men resten af kroppen reagerer prompte ved at vende sig i tide og utide, hvilket får mig til at ligne et dovendyr med ADHD, som er lam i benene. Også det får jeg stoppet.
Jeppes udsigt ved poolen i Cypern - Foto: Jeppe Søe
Finder en anden positur og lægger mig virkelig engageret til rette i solen. Men hjernen er på speed. Den får ideer, jeg må skrive ned, den tænker på noget, jeg ikke kan huske om jeg huskede. Eller noget tredie, der virkelig normalt er ligegyldigt, men pludselig overtager hele tankevirksomheden, som om det var løsningen på livets største spørgsmål. Afslapning bliver umuligt.
Jeg går i poolens bar og henter kaffe, helt opmærksom på at det er ren opgivelse overfor mit projekt. Og når man sidder op i en solseng med olie på kroppen og kaffe kan enhver se, at man er sådan en af dem, der har opgivet en masse. Også livet.
Jeg begynder i stedet at kigge på mennesker. De fleste ligger lodret i den stilling, jeg misunder. De bevæger ikke en muskel og ligner egentlig strandede hvaler, der er udåndet og nu truer med at sprænges af solen, der langsomt har forrådnet de indre organer. Gudskelov er her fluer, så de indimellem er tvunget til at bevæge sig lidt, når det kilder. Det giver mig en ro at finde ud af, at jeg ikke sidder og glor på et lighus. Mit menneskestudie kan fortsætte uden skyggen af skyld.
Der er stor forskel på menneskers kroppe. Det tænker man ikke så meget over i metroen, hvor tøj jo skjuler det meste - men på Cypern opdager man hurtigt, hvor fantastisk tøj egentlig er. En væsentlig opfindelse må jeg erkende. Folk findes i mange størrelser og ikke alle har krop til bikini. Jeg vil endda påstå at enkelte her omkring poolen senere vil have aldeles svært ved at fiske deres g-streng ud af revnen igen, da den er fraværende i en grad så selv en løsning på Brexit virker nem at finde i forhold. Da hun rejste sig, opdagede jeg, at det slet ikke var en g-streng til at begynde med.
Det må virkelig være stramt at være tøj-designer og se sine kreationer være udsat for en så mangfoldig brug som her. Meget er under pres. Et par senge væk ligger en mand med præcist samme problem. Her er det boxershorts, der mirakuløst har fået form af g-streng, hvilket ikke umiddelbart virker tiltænkt, omend han nemt kan være ude i et forsøg på at være et andet af de 72 nye lovlige køn. Jeg håber faktisk, der findes et ord for hans ret ivrige forsøg. Hans fod vrikker til Limahl, hvilket der også må tilføjes en køn-kultur. Køn er han egentlig ikke. Er det så intetkøn?
Andre om poolen er det præcist modsatte. Skind og ben, eller det nogle kalder veltrænede. Streger i luften der end ikke giver et plask, når de springer i poolen. Det er muligt, det holder på Instagram, som gruppen af veninder med sikkerhed tager billeder til - alternativt aner jeg ikke hvad de mange billeder skal bagefter. Selfies i en uendelig strøm, hver gang de har hentet en drink, hver gang de har grinet af noget eller ser at deres solhat ligger på en super fed måde sammen med en klog bog, de garanteret ikke evner at stave sig igennem. De fotograferer det meste. Eller faktisk mere end det meste.
Et sekund overvejer jeg at sammenligne alle disse skønne folk med min egen krop, men vælger at holde den helt udenfor sammenligninger. Nu er det jo MIN hjerne, der skal holdes i gang for at holde det her ud - og derfor må andre alene stå for skud.
Jeg lurer ud i poolen, hvor ungerne leger - og irriteres over ikke bare at kunne fastholde min status som solseng-smeltende person. Jeg opgiver og sætter mig i baren. Der er skygge. Man kan stadig se om børnene drukner. Man kan få øl og man kan ane hende med g-strengen, som lige er hoppet i poolen. Hoppet! I børneområdet... med under 1 meter lavt vand. Jeg tror, det gjorde ondt, men der er indbyggede airbags og hun virker gudskelov upåvirket. Det gør hendes mand ikke. Han sidder på solsengen og er knækket sammen af grin. Han sidder som jeg sad før - og griner med sikkerhed kun for ikke at afsløre hans kærlighed til Limahl. Om 20 minutter er han nok også i baren...
