Af Sikandar Siddique, ordfører for retsstat og humanisme for Alternativet
”Det her er en kamp – og fjenden, det er islam og muslimer. Og vi kan starte med at sørge for, at fjenden ikke er i vores eget land, Danmark, og så kan vi eventuelt hjælpe andre lande med også at få dem ud fra deres lande. Det bedste ville selvfølgelig være, at der ikke var en eneste muslim tilbage på vor kære jord, og jeg håber, at det vil ske en dag”.
Ordene stammer fra Rasmus Paludan. En mand, der nu på lørdag afholder en ”rigskongres” på Christiansborg. Inviteret af Folketingets Formand. Prøv lige at lade det synke ind et øjeblik.
Siden jeg hørte nyheden, har jeg ærligt talt været lidt rundt på gulvet. For hvordan reagerer man på, at en åbenlyst fremmedfjendsk ekstremist får lov at slå sine folder i demokratiets højborg? Skal man grine, græde, rase, bande, demonstrere, ignorere? Jeg har været igennem alle mulighederne, og mange gange har mit hjerte og min fornuft været i konflikt.
Gadedrengen i mig er fløjtende arrig. Og træt. Træt af en integrationsdebat, hvor brune danskere bliver udstillet og nedgjort igen og igen. Træt af at det ekstreme er blevet normalt.
Demokraten i mig er rystet over, at 63.537 danskere valgte at støtte op om apartheid-lignende holdninger ved seneste valg.
Politikeren i mig er frustreret og trist over, at Stram Kurs får lov at drøfte sine ekstremistiske holdninger i hjertet af folkestyret. Ville man også invitere et ekstremistisk islamisk parti til at holde kongres? Jeg tror det næppe. Og i mine øjne kan den ene fundamentalist være nøjagtigt lige så slem som den anden.
Men humanisten i mig får det sidste ord. Jeg får nemlig lyst til at gøre det stik modsatte af Paludan. At svare had og ekstremisme med tolerance og kærlighed. Jo mere han og hans kumpaner vil lukke samfundet, jo mere skal vi åbne det. Jo stærkere fordomme de vil udbrede, jo mere viden og fakta skal vi dele. Jo mere afstand de vil skabe imellem os, jo tættere skal vi rykke sammen.
Lad os vise dem, at Danmark er noget andet. At vi er noget mere. At vi er større end det. Hadet vokser kun, hvis vi fodrer det.
