Alle forhåndsfavoritterne blev sat til vægs, da Mads Würtz Schmidt (Coloquick) trampede sig til VM-guld på enkeltstarten for U23-ryttere ved verdensmesterskaberne i amerikanske Richmond.
Danskeren selv virkede også lidt chokeret, da han kort efter triumfen skulle sætte ord på sin sejr på tv.
- Det er den mest fantastiske tid for mig, lyder det fra Mads Würtz Schmidt:
- Jeg lagde godt ud, og så kørte jeg fuld gas hjem. Jeg vandt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
Tilbage i 2011 blev han også verdensmester i enkeltstart, den gang for juniorer, men triumfen i U23-regi er endnu større.
- Det er altid specielt at blive verdensmester, men nu er det i U23. Det er helt fantastisk, siger den danske guldvinder.
Han kører til daglig for det dansk Coloquick-hold, men hvad næste sæson skal byde på, ved han endnu ikke.
- Jeg skal lige have det her til at synke ind. Jeg skal fejre det i aften, og så skal jeg også køre linjeløbet senere på ugen. Så må jeg tænke på næste år bagefter, slutter den nykårede verdensmester.
Med VM-triumfen har han i hvert fald gjort optimal reklame for sig selv.
/ritzau/