Tårerne triller ned ad kinderne på Anastasja Kukla, når hun fortæller om magthaverne i Kijev og deres aktuelle antiterroraktioner mod prorussiske separatister i det østlige Ukraine.
For den 22-årige studerende, hvis familie arbejder i kulminer øst for byen, var det et endeligt punktum, da vestukrainske bøller under aktionerne for tre uger siden satte ild til et hus i Odessa og dræbte 40 separatister.
- Den dag sluttede det hele. Vi tilgiver dem aldrig. Det var som om, hele ideen om et samlet Ukraine gik op i røg den dag, siger Anastaja Kukla, som ikke tøver med at kalde dem "fascister".
Men det helt store problem for den studerende pige, hendes familie og de hundredtusindvis andre kul- og stålarbejdere i regionerne Donetsk og Lugansk, som blev udråbt som selvstyrende ved folkeafstemninger 11. maj, er, at de er ganske overladt til sig selv.
Ser de mod øst, ser det ud til, at præsident Putin er ved at trække sin støtte til separatisterne.
Ser de mod vest, er der absolut ingen hjælp at hente andet end frustrationer og vrede over, at hæren har grebet til våben for at genvinde kontrollen - og derudover bragt priserne på fødevarer og gas markant i vejret.
Selv deres egen, oligarken Rinat Akhmetov, som ejer mange af minerne og er den mest magtfulde stemme i øst, har vendt dem ryggen, føler de.
Han tvang forleden sine tusindvis af ansatte på gaden for at demonstrere imod separatistbevægelsen. Nu er de tilbage i arbejde.
Ved indgangen til Sasjadko-minen i en forstad til Donetsk sidder onsdag morgen resterne af natholdet, et par trætte mænd i 40'erne og suger dovent på deres hjemmerullede smøger.
De ser ud til at være sminket med tyk makeup omkring øjnene, der er sorte som de bjerge af glinsende kul, der bliver fragtet ud fra minen i åbne lastbiler.
- Det er hårdt arbejde her, og der er absolut intet at blive her i Donetsk for. Forholdene er elendige, siger den ene, som ikke vil oplyse sit navn.
Han frygter konsekvenserne fra mineejerne, hvis han siger noget om sit arbejde, men han har intet imod at dele sit politiske standpunkt.
Donetsk er kulturelt set russisk, og det skal høre under Rusland, lyder det.
En 28-årig arbejder, som kommer til sin dagvagt kort efter, tør derimod godt dele sin mening om øst og vest, og om det præsidentvalg, som ukrainerne skal stemme til på søndag.
- Jeg deltager ikke, og det gælder alle mine kolleger her i minen. Det giver ingen mening at stemme, og der er ingen kandidater, der taler vores sag. Hvordan skulle jeg støtte folk, der kommer her med våben og dræber, siger Sergej.
/ritzau/
