Mens de fleste danskere frygter torsdagens storm med orkanlignende vindstød, vækker den glæde hos den tidligere tv-meteorolog, Henrik Voldborg, som skal følge stormens hærgen minut for minut.
- Jeg skal følge med hele dagen. Det er næsten bedre end at se en spændende serie, siger en begejstret 77-årig Henrik Voldborg til Ekstra Bladet.
Selvom det er mange år siden, vejroraklet, Henrik Voldborg, lagde meteorolog-gerningen på hylden, banker der stadig et vejrinteresseret hjerte under de tykke striktrøjer, som Voldborg er kendt og elsket for.
Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning
- Vejret har været min hobby, siden jeg var ti år gammel og er det stadig. Og jeg synes, det er så spændende, at man i dag har så meget udstyr, der kan måle stormvejr så lang tid i forvejen, siger Henrik Voldborg til Ekstra Bladet.
Når stormen tager fat i morgen, bliver Henrik og hans kone Anne Marie indenfor i træhuset i Søllerød. Iført en varm sweater og udstyret med kaffe vil den tidligere vejrvært følge stormen nøje.
LÆS OGSÅ: Se videoerne: Tidigere vejr-vært fylder 77 år
- Jeg har ikke en decideret stormsweater, men jeg har da en med Storebæltsbroen, siger han grinende.
I dag har Voldborg brugt en del tid på at studere DMI's prognoser, og hans vurdering lyder, at denne storm vil blive mindre kraftig end den sidste storm i oktober.
- Jeg glæder mig naturligvis til i morgen tidlig, hvor der kommer nærmere detaljer frem. Men som jeg ser det, så var stormen 28. oktober en kraftig hurtigløber. Den der kommer i morgen er ikke så kraftig, men til gengæld mere omfattende. Den bliver mere udbredt og rammer en større del af landet, siger Voldborg, som har fået fældet alle træer i nærheden af sit hus, til Ekstra Bladet.