Med en pistol for panden blev en ung mand sidste år tvunget til at kysse sin overfaldsmands fod.
En 53-årig mand fra Kokkedal er ved Retten i Helsingør blevet idømt en bøde på 5000 kroner for at lægge et billede af overfaldet på Facebook. Det skriver sn.dk fredag.
På billedet kan man angiveligt se offeret ligge med hovedet ned mod et par sko. Overfaldet, som fandt sted i en lejlighed i Helsingborg i Sverige, blev filmet i en ti minutter lang video.
Den er blevet afspillet i retten. I Sverige er flere mænd blevet idømt fængselsstraf for overfaldet. Det fandt sted i maj sidste år, og 5. juli lagde den 53-årige mand billedet på Facebook.
Den 53-årige mand er desuden blevet dømt for at være i besiddelse af et samuraisværd og en lang kniv, som blev fundet, da politiet ransagede hans hjem.
/ritzau/