Jakob Fuglsang ligger nummer to samlet i Tour de France, og han har allerede i det flade terræn leveret et formidabelt hjælpearbejde for sin kaptajn Vincenzo Nibali, som fører løbet.
Sådan lyder de rosende ord fra Astanas manager, Alexander Vinokourov, som spår, at den 29-årige dansker har potentialet til en dag at kunne vinde en såkaldt Grand Tour - Tour de France, Vuelta a Espana eller Giro d'Italia.
- Jeg har allerede sagt, at Jakob er et stort talent. Han har gjort store fremskridt på vores hold, så hvorfor ikke?
- Han har bevist de seneste år, at han har holdbarheden til et tre uger langt etapeløb, og vi må se i år, hvad det rækker til og derefter. Men jeg tror på, at han fortsat har et stort potentiale, siger Vinokourov.
Fuglsang fik sidste år ros for sin syvendeplads i Tour de France, selvom Alexander Vinokourov ikke lagde skjul på, at han gerne havde byttet den placering for en etapesejr. Det handler om sejre.
Derfor er prioriteringen hos Astana, at Fuglsang skal støtte Nibali 100 procent, da italieneren spås de største chancer for at vinde Tour de France.
- Det er vigtigt, at Jakob bliver hos Vincenzo. Så længe Vincenzo har trøjen, så kører vi på den måde. Men det er rigtigt, at Jakob har gjort stort fremskridt de seneste år, og han kan selv lave et godt resultat, siger Vinokourov.
Astana-rytternes indsats på 5. etape, da holdet med Lieuwe Westra og Jakob Fuglsang splittede feltet og vandt flere minutter på konkurrenterne skaber jubel i holdbussen.
- Jakob gjorde et formidabelt arbejde sammen med Westra i finalen. Det var en smuk etape. Jakob er blot to sekunder efter i klassementet, og vi kan bruge ham taktisk i bjergene.
- Men vi så også, at han er klar til at støtte Vincenzo lige til det sidste, siger Vinokourov.
/ritzau/