Men selv om hun ønsker politisk opbrud med Danmark, ser hun ikke ud til at have noget imod at modtage dansk løn og det i stor stil.
En lille ændring i ordvalg kan nemlig sikre hende over en million kroner årligt i samlet indkomst.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ordvalg kan give millionløn i orlov
Forud for det grønlandske valg sagde Aki-Matilda Høegh-Dam, at hun ville "afgive" sin plads i Folketinget, hvis hun blev valgt til Inatsisartut.
Det blev hun, men efterfølgende ændrede hun forklaringen.
Nu lyder det, at hun "regner med at holde orlov", sagde hun i sidste uge til det grønlandske medie KNR.
Den lille ændring i ordlyden betyder, at hun kan tage orlov fra Folketinget og samtidig beholde sit månedlige vederlag på cirka 71.000 kroner før skat.
Hendes suppleant vil modtage samme beløb, og oveni får hun løn fra det grønlandske parlament, hvor hun også modtager godt 50.000 kroner om måneden.
Løn fra begge parlamenter i årevis
Folketingets regler blev ændret i 2021, så medlemmer kun i særlige tilfælde kan modtage vederlag under orlov.
En undtagelse gælder dog ved parlamentarisk arbejde i Lagtinget eller Inatsisartut, og det udnytter Aki-Matilda Høegh-Dam nu.
Dermed kan hun frem til næste folketingsvalg, som senest finder sted i 2026, hæve løn fra begge sider.
Hun har ikke ønsket at svare på, hvilken type orlov hun vil søge.
Men hvis hun vælger den fordelagtige model, kan hun stå til en samlet årsløn på omkring 1,5 millioner kroner, hvilket er mere end en dansk minister.