Du har sikkert oplevet, at folk ytrer sig i debatter på Facebook, hvor ordvalget langt fra er i den pæne ende.
Selvom Facebook har eksisteret i flere år, så har vi langt fra lært at tale pænt til hinanden på det sociale medie.
For raseri og galde får nemlig ofte frit løb på det sociale medie, fordi vi har svært ved at aflæse hinanden, når vi sidder bag skærmen. Det skriver DR.
- Det er jo faktisk det samme problem, man har, hvis man for eksempel lider af autisme. Man har svært ved at afkode, hvordan folk egentlig reagerer på det, man gør, forklarer internetpsykolog, Anders Colding-Jørgensen.
Når vi bliver sure på folk, som vi slet ikke kender på Facebook, så er det fordi, at mange ikke opfatter det som om, at man skriver til en person.
- Man skriver ikke direkte til en person. Man skriver på en væg. Det er ikke det samme som at skrive et personligt brev. Det føles mindre konfronterende. De sociale grænser ryger, når det er mennesker, vi ikke kender, fortæller han.