Økonomiminister Margrethe Vestager (R) og hendes EU-kolleger forsøger tirsdag i Bruxelles at file en smule på det kompromis, de indgik i december om de fremtidige rammer for afvikling af syge banker i EU's bankunion.
Tirsdagens møde skal i høj grad handle om at finde nogle småindrømmelser til EU-Parlamentets forhandlere som kompensation for, at medlemslandene har opfundet en særkonstruktion, der begrænser parlamentets indflydelse på selve bankunionens drift.
- Det er parlamentet forståeligt nok ret ophidset over. Det kan jeg sådan set følge dem i 100 procent. Men det var en del af den samlede balance, siger Vestager på vej ind til tirsdagens møde.
Konkret handler det om at finde ud af, hvordan man skal opbygge og styre den fælles fond, der formentlig 10 år efter etableringen skal rumme 410 milliarder kroner til at betale for at lukke syge banker.
Der er enighed om, at pengene til fonden skal komme fra bankerne selv, og at fonden skal opbygges gradvist ved år for år at få flere penge fra de eksisterende nationale afviklingsfonde.
Striden med parlamentet handler om, at medlemslandene vil sikre, at de har overordnet kontrol med processen, når en bank skal afvikles. Og især Tyskland vil sikre meget stærke kontrolmekanismer, så de tyske skatteydere ikke kan ende med ekstraregninger.
Samtidig er der en række udeståender om, hvordan man for eksempel håndterer afvikling af banker med hovedkontor og filialer både i og uden for eurozonen, og for hvordan man håndterer ikke-eurolande som Danmark, hvis de vil med i bankunionen.
De særlige problemer for landene uden for eurozonen handler især om, hvordan og hvor meget de skal indbetale til den fælles fond, hvis de ikke er med helt fra begyndelsen.
Og i hvor høj grad de får deres penge igen, hvis de ikke vil være med mere.
Alle 18 eurolande er automatisk med i bankunionen. Ikke-eurolande som Danmark kan selv vælge, om de vil være med.
Forhandlingerne med Europaparlamentet om afviklingsmekanismen ventes at fortsætte i hvert fald indtil marts med sigte på, at den endelige tekst kan være på plads, inden parlamentet til april lukker ned for at gå i valgkamp.
/ritzau/