Lederne af verdens førende industrinationer fordømmer Ruslands overtrædelse af Ukraines suverænitet, og de syv nationer aflyser nu alle aktiviteter frem mod G8-topmødet i juni, hvor Rusland er vært.
Udmeldingen kommer i protest mod Ruslands fremfærd i Ukraine, hvor russiske styrker er rykket ind på den ukrainske Krim-halvø.
- Vi, lederne af Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien og USA samt formanden for EU-Rådet og formanden for EU-Kommissionen slutter sig i dag sammen for at fordømme Den Russiske Føderations klare overtrædelse af Ukraines suverænitet og territoriale integritet, lyder det fra G7-landene i en fælles erklæring.
- Vi har indtil videre besluttet os for at suspendere vores deltagelse i aktiviteter i forbindelse med udarbejdelsen af det planlagte G8-topmøde i Sotji i juni, hedder det videre.
Både Frankrig og Storbritannien meddelte allerede tidligere søndag, at de sætter forberedelserne til G8-topmødet i bero.
Frankrig ønsker at stoppe forberedelserne af Sotji-topmødet indtil landets "russiske partnere er vendt tilbage til de principper, der er i overensstemmelse med samarbejdet i G7 og G8", sagde den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, til fransk radio.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, sagde søndag, at Rusland risikerer at miste sit medlemskab af G8 og blive isoleret.
/ritzau/Reuters