Verdens første fodboldobligation er født

admin

462 uger siden

|

17/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Verden har fået sin første fodboldobligation. Det betyder, at interesserede investorer nu kan låne penge til fodboldklubber ved at købe en obligation. Renterne og lånet vil så blive betalt tilbage fra eksempelvis tv-, billet- og transferindtægter.

Muligheden er kommet, efter at finansselskabet XXIII Capital har gennemført et obligationssalg i USA, hvor sikkerheden i obligationen stammer fra tv-rettigheder, transferbetalinger og billetindtægter fra europæiske storklubber.

Det skriver nyhedsmediet Bloomberg News.

Samlet har XXIII Capital solgt fodboldobligationer i USA for 73 millioner dollar eller omkring en halv milliard kroner. Pengene går til klubber i de øverste fodboldrækker i England, Tyskland, Spanien og Italien.

Der er tale om såkaldte ABS'er - Asset Backed Securities. Grundlæggende betyder det, at fodboldklubberne har lånt penge med sikkerhed i fast definerede indtægter. Pengene skal bruges på blandt andet spillerindkøb, ansættelser og opgradering af stadioner.

Oplysningerne om de nye obligationer kommer fra Kroll Bond Rating Agency, der har lavet en vurdering af sikkerheden i obligationerne. Det oplyses ikke, hvilke klubber obligationerne er udstedt på vegne af.

At de europæiske fodboldklubber går til obligationsmarkedet er nyt og ifølge Bloomberg News en konsekvens af, at det oven på finanskrisen er blevet markant sværere for fodboldklubber at låne penge.

Samtidig sker det, efter at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) sidste år forbød fodboldklubber at sælge fremtidige spillerindtægter til tredjepart for at rejse penge.

Den halve milliard kroner, der er udstedt obligationer for, er stadig småpenge i forhold til det samlede marked for spillerhandler, der ifølge nyhedsbureauet er på 34 milliarder kroner om året.

Markedet for alternative obligationer er ifølge Bloomberg News vokset markant siden finanskrisen, i takt med at renterne på de klassiske statsobligationer og selskabsobligationer er faldet markant.

/ritzau/