V har pligt til at fortælle Skat om Løkkes rejsegoder

admin

10 år siden

|

17/05/2014

Dagens topnyheder

Det er ikke kun Lars Løkke Rasmussen, der har forpligtelser over for Skat, når Venstre giver partiformandens kone og søn en rejse til Mallorca, sådan som det skete efter valgnederlaget i 2011.

Også partiet har pligt til at fortælle Skat om honoraret, fastslår skatteadvokat Eduardo Vistisen.

- Når Venstre betaler rejser for Løkkes familie, så har partiet indberetningspligt, siger advokaten til Ritzau.

Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke villet fortælle, om han rent faktisk har betalt Skat af flybilletterne til over 11.000 kroner, sådan som reglerne foreskriver.

Venstres partisekretær, Claus Richter, har indtil videre understreget, at partiet naturligvis har styr på skattereglerne, og at Løkke selv må svare på, hvorvidt alt nu også er foregået efter bogen.

Men ifølge Eduardo Vistisen forekommer det som om, at partiet har glemt sin del af opgaven.

- Når du modtager et honorar fra en arbejdsgiver, så skal du selvfølgelig selv angive det på din selvangivelse.

- Men arbejdsgiveren har en forpligtelse til at fortælle Skat, at organisationen har udbetalt det her honorar. Det er den eneste måde, Skat kan kontrollere, at lønmodtageren har modtaget det og selvangivet det, forklarer Eduardo Vistisen.

I de seneste dage har Lars Løkke Rasmussen været udsat for kritik fra Venstre-borgmestre, tidligere V-ministre og lokalformænd i partiet for at have brugt medlemmernes penge på at købe tøj, der skulle bruges i forbindelse med blandt andet valgkampen i 2011.

Fredag steg presset yderligere på den tidligere statsminister, da Ekstra Bladet kunne dokumentere, at Venstre havde betalt for ferierejsen til Løkkes hustru og ene søn.

Det har endnu ikke været muligt at få Venstre-toppen til at fortælle, om partiet har indberettet rejseudgifterne til Skat.

/ritzau/