Det lyder ellers enkelt og uskadeligt.
På isen på den frosne sø Mille Lacs Lake i den amerikanske delstat Minnesota sidder fiskere og hundefryser og er tørstige, og på bryggeriet Lakemaid sidder folk, der har løsningen.
De finder på at flyve øl ud til fiskerne med en drone, et lille og ubemandet fly. Men det bliver der nu sat en stopper for, skriver CNN på sin netavis.
For de amerikanske luftfartsmyndigheder FAA har set billeder af succeshistorien, som bryggeriet har optaget på video og lagt på YouTube på internettet.
Efter at have set bryggeridronen flyve med øl til fiskerne har FAA's folk kontaktet Lakemaid og bedt bryggeriet indstille leverancen.
FAA påpeger, at som lovgivningen i USA er nu, så er det forbudt at bruge droner til kommercielle formål, hvis dronerne flyver i en højde over 400 fod, knap 122 meter.
Og det gør øldronen ifølge FAA.
CNN skriver, at FAA er i gang med at udarbejde mere generelle retningslinjer, der kan bane vejen for kommerciel droneflyvning.
Men lovgivningen er måske først klar i 2015, og en tilladelse til droneflyvning som den med øllet kommer måske først i 2017.
I øvrigt skriver CNN, at forbrydelsen med øldronen måske kan være den sag, der får amerikanerne til at blive fortalere for droneflyvning.
På Det Hvide Hus' hjemmeside, hvor man kan oprette forslag, som regeringen skal forholde sig til, opfordres præsident Barack Obama-administrationen til at give bryggeriet en særlig tilladelse til at flyve med øl.
Som med andre forslag vil administrationen give droneforslaget videre til de rette folk og komme med et svar, hvis forslaget får støtte nok, nemlig 100.000 underskrivere.
Lørdag klokken knapt 18.30 dansk tid havde 582 skrevet under.
/ritzau/